EU fagligt netop nu – år 2002

Nyhedsbrev nr. 39 – 7. februar

LO vil bringe deltidsloven for ILO

LO’s forretningsudvalg besluttede fredag at bringe VK-regeringens forslag til deltidslov for ILO for brud på FN’s menneskerettighedskonventioner om foreningsfrihed og forhandlingsfrihed.

Ifølge fagbevægelsen indebærer lovforslaget et permanent indgreb i overenskomsterne. De juridiske eksperter netop nu har talt med er uenige om LO’s chancer for medhold ved ILO.

Advokat Christian Harlang, der har ført adskille af de sager, hvor Danmark er blevet underkendt ved ILO, vurderer, at en så generel lovregulering af aftalefriheden er konventionsstridig, uanset man på enkelte områder kan tænke sig en særregulering.

Professor i eu- og arbejdsret Ruth Nielsen vurderer derimod, at lovforslaget ikke på dette punkt er i strid med konventionerne. Heller ikke i beskæftigelsesministeriet mener man, at forslaget er i strid med konventionerne.

 

 Deltid: Et spørgsmål om aftalefrihed eller lovindgreb

Skiftende regeringers deltidsindgreb er blevet en prøve på parternes vilje eller mangel på samme til at forsvare aftalesystemet og modstå fristelsen til at få tilgodeset særinteresser via skiftende flertal i Folketinget.

Hvor DA protesterede skarpt mod SR-regeringens indgreb i overenskomsterne med ændringerne i funktionærlovens timegrænser, så er rollerne nu byttet om. DA hilser VK-regeringens deltidslov velkommen, mens LO hæver fanen for aftalesystemet og skarpt protesterer mod et permanent indgreb i overenskomsterne.

Kritikken af VK’s deltidslov fra lønmodtagerside begrænser sig ikke til det permanente indgreb i overenskomsterne. Organisationerne kritiserer forslaget for at indføre frit valg af arbejdstid ensidigt for arbejdsgiveren og for at indføre et daglejerbegreb på det danske arbejdsmarked.

Hvor LO og DA ikke har vist fælles front mod deltidsindgrebene, kommer to tunge overenskomstparter på banen med en generel advarsel mod lovindgreb i aftalestoffet.

I et åbent brev opfordrer CO-industri og Dansk Industri Folketinget til at lade parterne selv løse problemerne. Indirekte er det en opfordring til andre organisationer om at modstå fristelsen til lovregulering.

EU-bremse på regeringens deregulering af arbejdsmiljø

Regeringen kan næppe indfri sit løfte om at befri mindre virksomheder for det administrative bøvl med skriftlige arbejdspladsvurderinger. Det støder imod EU’s regler og efter alt at dømme mod retspraksis.