EU’s Ministerråd har strammet servicedirektivet, hvis Rådet kommer igennem med ændringen står den offentlige sektor for skud, hedder det i en ny ”risikovurdering” af servicedirektivet
 |
| Kenneth Haar, NyAgenda |
– Ministerrådets forslag til servicedirektiv betyder, at medlemslandenes energisektor, vandforsyning, postvæsen og uddannelsessektor skal screenes. Regler, som står i vejen for det indre marked for tjenesteydelser, vil blive fjernet. Og det vil gå hurtigt. For det er Kommissionen, der får den afgørende magt, sådan konkluderer tænketanken NyAgendas mand på servicedirektivet, Kenneth Haar.
Han har i en række temaartikler nærlæst det forslag til servicedirektiv, som EU’s Ministerråd er enedes om.
Ministerrådets ændringer af EU parlamentets forslag er hidtil fremstillet som mikroskopiske, men ifølge Kenneth Haar kan Ministerrådets omskrivning få alvorlige konsekvenser, bl.a. for den offentlige sektor.
Forslaget er sendt til EU parlamentet til en såkaldt ”anden læsning”, hvis et stort flertal i parlamentet ikke kræver ændringer, så bliver servicedirektivet vedtaget som det ligger nu.
Men hvis servicedirektivet vedtages i sin nuværende form, vil det få indflydelse på, hvordan medlemslandene kan regulere sektorer som elektricitet, vandforsyning, uddannelse og postvæsen. Hensyn til offentligheden kan blive tilsidesat til fordel for hensynet til det indre marked, siger Kenneth Haar.
I sin analyse lægger han vægten lægges på én af de ændringer, Ministerrådet lavede den 29. maj i Europa-Parlamentets forslag fra februar 2006. Ifølge denne ændring skal den måde medlemslandene organiserer deres offentlige ydelser på evalueres af både Kommissionen og Ministerrådet. En procedure, som Europa-Parlamentet ikke ønskede.
Med en gennemgang af, hvilke konsekvenser, denne del af Ministerrådets forslag kan få, løftes sløret lidt for de diskussioner, der må komme i Europa-Parlamentet, når parlamentet skal overveje om de kan tilslutte sig Rådets forslag. For først, når Rådet og Parlamentet er enige, er direktivet vedtaget.
I sin gennemgang peger han på, hvordan medlemslandenes muligheder for at hævde ”public service krav” på områder som energi, uddannelse, vandforsyning, og postvæsen kan svækkes af direktivet. Det drejer sig bl.a. om kvalitetskrav, prisfastsættelse, og om muligheden for at holde almindelig profitlogik ude fra f.eks. friskoleområdet.
Kommissionens bestemmer
|
Se også
|
||||
Kenneth Haar mener, at direktivet giver Kommissionen muligheder for at definere, hvilke offentlige opgaver, som skal underlægges servicedirektivets spilleregler.
Han henviser til direktivets krav om at landene skal screenes for regler der hindrer det indre marked for serviceydelser. Kravet om screening fremgår af artikel 15:
”Denne artikel er en meget speciel konstruktion. Den fastsætter en meget speciel og udemokratisk beslutningsprocedure, og giver stor usikkerhed om slutresultatet. Artikel 15’s struktur betyder, at det er svært at sige, hvad direktivet ender med at få af indflydelse på offentlige ydelser. For det vil først blive afgjort gennem politiske forhandlinger og diskussioner i Ministerrådet, der først afsluttes to år efter vedtagelsen af direktivet. Kommissionen vil desuden få den afgørende magt til at afgøre, hvordan direktivet omsættes i praksis, især gennem en procedure, hvor der skal være kvalificeret flertal mod Kommissionens forslag”, skriver han.
Han mener, at Kommissionen får stor indflydelse på, hvordan screeningen vil blive brugt i forhold til den offentlige sektor.
Artikel 15 giver Kommissionen store muligheder for at underkende medlemslandenes regelsæt på de områder, artiklen dækker, herunder områder, der kan få betydning for det spillerum medlemslandene har til at indrette leveringen af offentlige ydelser, mener Kenneth Haar.
– Hvad Kommissionen vil bruge denne mulighed til, kan selvfølgelig ikke afdækkes helt på forhånd. Men der er en risiko for, at Kommissionen benytter direktivet til at presse på for deregulering af offentlige ydelser, siger han.
Det indre marked sætter dagsordenen
Vedtages direktivet i sin nuværende form, får det også betydning for en stående debat om modsætningen mellem solidarisk og demokratisk regulering af offentlige ydelser på den ene side, og reglerne for det indre marked på den anden. Det er et stående problem, at reglerne for det indre marked, som med servicedirektivet, er ved at sætte dagsordenen for, hvordan offentlige ydelser skal indrettes og leveres. Den debat blev rejst for længe siden af Europa-Parlamentet og skal kulminere i flere store debatter i den kommende tid. Den handler bl.a. om på hvilke betingelser offentlige ydelser skal være undtaget for reglerne for det indre marked. Men mens den store debat kører, forsøger Ministerrådet og Kommissionen at afgøre den på forhånd.
– Da Ministerrådet besluttede, at ”tjenesteydelser af almen økonomisk interesse” skulle omfattes af artikel 15, var det en stramning af servicedirektivet, de foretog. Konsekvensen bliver, at en lang række offentlige ydelser bliver under lagt en løbende ”screeningsprocedure”, der giver Ministerrådet og Kommissionen store beføjelser til at fastlægge rammer for medlemslandenes levering af en række offentlige ydelser, siger Kenneth Haar
Men stramningen foregriber også den diskussion om et ”rammedirektiv” som en gang for alle freder dele af den offentlige sektor fra at operere på markedsvilkår.
Kravet om et rammedirektiv har været rejst i årevis af den europæiske faglige sammenslutning EFS, som så sent som i juli krævede at det finske formandskab satte skub i processen, og kritiserer Kommissionens passivitet i sagen.
– Men den forestående debat i EU om et evt. rammedirektiv for offentlige ydelser foregribes med servicedirektivet. Mens et rammedirektiv endnu har lange udsigter, er Kommissionen og Ministerrådet allerede ved at indskrænke det spillerum et sådant direktiv kan få, ved at fastlægge regler for leveringen af offentlige ydelser, der begrænser muligheden for at anvende en række reguleringsredskaber i medlemslandenes tilrettelæggelse af en række offentlige ydelser, siger Kenneth Haar.
Han mener ikke, at et rammedirektiv nødvendigvis er løsningen på problemet med modsætningen mellem reglerne for det indre marked på den ene side, og ikke-kommercielle, solidarisk funderede og demokratisk organiserede offentlige ydelser på den anden.
– Et rammedirektiv vil have til formål at give medlemslandene et klart defineret spillerum til at organisere offentlige ydelser på en måde, der potentielt strider mod reglerne for det indre marked. Men slutresultatet kan blive så begrænset, d.v.s. sætte et så lavt minimumsniveau for offentlige ydelser, at et sådant direktivs faktiske effekt kan blive at definere spillerummet efter laveste fællesnævner. Det kan betyde, at rammedirektivets reelle effekt bliver at sætte yderligere skub på liberaliseringerne, mener han.
– Risikoen for, at rammedirektivet lider denne skæbne, vil blive større ved at servicedirektivet vedtages i sin nuværende form. For det kan tages for givet, at hvis Ministerrådet får plads til at tage de skridt med servicedirektivet på spørgsmålet om offentlige ydelser, så vil de ikke være tilbøjelige til at gå i modsat retning med et rammedirektiv, siger Kenneth Haar. (brink)