To polske økonomer fra Poznan taler imod den nyliberalistiske ortodoksi
Af Jens Jørgen Nielsen
W∏odzimierz Dymarski (WD) og Janusz Tomidajewicz (JT) er økonomer ved Poznans Økonomiske Akademi. De har et specielt kritisk øje til de polske regeringer, som de mener har forsømt at udvikle landet i de sidste 10-15 år. Med primitive nyliberalistiske idéer har de efter deres opfattelse hindret udviklingen af det store økonomiske potentiale, som Polen efter deres opfattelse i virkeligheden råder over.
Polen har en kæmpestor arbejdsløshed og en utilstrækkelig vækst, hvad skyldes det?
WD: Mange taler om, at det er den kommunistiske arv, der stadig gør sig gældende som en mental arv. Men jeg mener ikke, at det spiller en nævneværdig rolle i dag med nogle få undtagelser. Det største problem for den polske økonomi er den enestående mangel på både kompetence og kontinuitet i den økonomiske politik, som vekslende regeringer har ført. I et ikke ubetydeligt omfang under pres fra både den Internationale Valutafond, Verdensbanken og EU.
Var der andre alternativer i 1990’erne?
WD: Vores Nationalbank har en målsætning, og det er at holde inflationen meget lav. Det er en efterligning af EU’s Stabilitetspagt. Ingen andre økonomiske målsætninger er fundet værdige til at blive nævnt i Den polske Nationalbanks formålsbeskrivelse. Og det er grotesk. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at andre økonomiske målsætninger såsom beskæftigelse, balance på udenrigshandelen, regional balance o.lign. ikke har været prioriteret særlig højt.
JT: Den berømte chok kur fra 1990, som Leszek Balcerowicz blev berømt på, var slet ikke nødvendig, den skabte unødvendig lidelse og desuden ikke bare en forhastet og uigennemtænkt men også kostbar privatisering.
Men har privatiseringerne ikke effektiviseret de tidligere ineffektive virksomheder?
JT: Det er tvivlsomt, og under alle omstændigheder et åbent spørgsmål. De første privatiseringer i begyndelsen af 1990’erne førte til en markant nedgang i den polske økonomi og en fatal arbejdsløshed. Situationen er mere stabil i dag, men alligevel langt fra tilfredsstillende. Der er nogle meget ironiske træk ved den måde det er foregået på. EU har jo fortalt os, at privatisering er vejen frem og altid mere effektiv. Nuvel, hele den polske telekommunikation er privatiseret, hvad er resultatet? At den franske stat sidder på flertallet af aktieposterne. Og den polske stat vil ikke kunne føre en sammenhængende politik på dette område.
WD: Vi kan bare tage chokoladefabrikken her i Poznan, som Nestlé overtog. Nestlé lovede forinden både at bevare beskæftigelsen og at give arbejderne aktier. Som det næsten altid er tilfældet begynder de efter en kortere periode at fyre folk og arbejderne fik ikke nogle aktier, der kører en retsag for tiden. Privatisering betyder ofte fyringer og øget arbejdsløshed. Udenlandske privatiseringer har i nogle tilfælde ført til investeringer i ny teknologi. Men det værste er, at disse virksomheder bliver led i en strategi, som normalt ikke har sit centrum i et polsk perspektiv.
Kan den polske stat styre økonomien i takt med privatiseringen?
WD: Det er jo det springende punkt. Det mest markante eksempel er privatiseringen af de polske banker, som for 70% vedkommende er på udenlandske, især tyske hænder. Det er for det første langt fra givet, at disse banker vil støtte op om en samlet polsk økonomisk strategi. For det andet er det meget vanskeligt for os økonomer at få indsigt i bankernes virksomheder og dispositioner.
JT: EU kræver også en reorganisering af kulproduktionen. Men at lave en polsk økonomisk strategi uden kul som energikilde er meningsløst. Vi vil i modsat fald blive meget afhængige af andre energikilder. Man siger ofte, at vores kulproduktion er ineffektiv. Det er jeg ikke så sikker på. Det er vanskeligt at måle, fordi stater rundt om i verden støtter deres kulminer på mange og uigennemskuelige måder.
Hvad skal der til for at udvikle Polen og dermed sænke arbejdsløsheden betydeligt?
WD: Først og fremmest skal vi have udviklet en egentlig arbejdsmarkedspolitisk strategi, så vi koordinerer både uddannelse, infrastruktur og beskæftigelse. Arbejdsløsheden er reelt større end de ca. 20%, som er det officielle tal. Vi står bl.a. med en voksende gruppe af unge højtuddannede polakker, som ikke kan finde beskæftigelse. Stadig flere i den arbejdsdygtige alder forlader arbejdsmarkedet. Hertil kommer, at udgifter til forkning og udvikling i industrien er faldet meget drastisk siden 1989. Vi skal have udviklet forskellige former for aktivering. Først og fremmest bliver det afgørende at opbygge en effektiv offentlig sektor.
Kan EU ikke spille en rolle i den sammenhæng?
WD: Det kan det vel nok. Men den første forudsætning er, at vi polakker har en forestilling om hvad vi vil, at vi har administrative apparater på centralt og decentralt plan til at udvikle projekterne. Og det kniber det med. Derfor er vores infrastruktur meget underudviklet. Men perspektiverne for Polens medlemskab er ikke umiddelbart lyse. EU har stigende arbejdsløshed og problemer med at overholde stabilitetspagtens stramme regler. At tro, at de nye lande vil få betydelige midler, vil være naivt. Det er sandsynligt, at de nye EU landes ønsker om at få del i flere midler til regional udvikling vil føre til utilfredshed fra de lande, der hidtil har nydt godt af det. På den baggrund kan det være lidt vanskeligt at se meningen med hele projektet.
JT: Polen har et stort og stadig i høj grad uudnyttet potentiale. Uden en polsk økonomisk politik kan det ikke udnyttes ordentligt. Det er for mig det afgørende.