Karin Riis-Jørgensen:
EU Kommissionen er meget aktiv for at fjerne barrierer for det indre marked. Hvordan stiller du dig til den bestræbelse, er der barrierer, som du mener skal opretholdes for det indre markeds fri udfoldelse?
– Kernen i EU-samarbejdet er Det indre marked og det er en af EU Kommissionens vigtigste opgaver at sørge for at det Indre Marked fungerer og at sørge for at medlemslandene ikke opretholder hindringer af kortsigtede politiske årsager.
Jeg ser derfor EU Kommissionens bestræbelser samt den integration af medlemslandenes økonomier, der har fundet sted de seneste årtier, som nogle af de væsentligste grunde til at levestandarden i EU er blevet højnet, idet der herved er blevet skabt flere og bedre lønnede jobs samt en råd til at vi kan bevare og udvikle vores velfærdssamfund.
Omdrejningspunktet i forslaget til tjenesteydelsesdirektiv er princippet om oprindelsesland. Er du enig i det princip, eller vil du arbejde for, at udenlandske virksomheder skal følge de standarder og overenskomster, som gælder i det EU land, hvor arbejdet udføres?
– Hovedprincippet – det såkaldte oprindelseslandsprincip – betyder, at virksomheder skal kunne levere deres ydelser over hele EU, så længe de blot er lovligt etableret i én enkelt medlemsstat. Men samtidig er der jo bygget en række undtagelser ind i Direktivet, som bl.a. skal beskytte forbrugerne og arbejdstagernes interesser.
En af disse undtagelser er, at virksomheder stadig skal følge de arbejdsvilkår, som findes i det land, hvor arbejdet udføres. Direktivet ændrer derfor intet ved gældende overenskomster.
EU kommissionen presser på for en yderligere markedsgørelse af den offentlige sektor. Vil du forsøge at bremse den udvikling, eller er du enig i, at det er vejen frem for den offentlige sektor og velfærden?
– Kommissionen blander sig ikke i ejerskabsforhold – altså i om noget er offentligt eller privat ejet. Og det mener jeg heller ikke den skal gøre. Jeg kan derfor grundlæggende ikke genkende det problem, som rejses i spørgsmålet.
Jeg vil dog gerne tilføje at jeg er stor tilhænger af at man altid sørger for at få mest for pengene. Det handler jo i sidste ende om at vi som samfund har råd til mest mulig velfærd.
Er der mærkesager på social- og arbejdsmarkedsområdet, som du vil arbejde for i Parlamentet?
– Jeg vil gerne understrege at vi i Venstre har arbejdet for og fortsat vil arbejde for at den danske aftalemodel ikke berøres.
Dernæst mener vi i Venstre at der bør fokuseres på at medlemslandene for det første rent faktisk indfører – i den nationale lovgivning – de fælles regler på eksempelvis arbejdsmiljøområdet, som allerede er vedtaget. Det er et problem at det ikke sker. Og for det andet at reglerne også bliver håndhævet på de enkelte arbejdspladser i samtlige medlemslande. Mangel på gennemførelse og håndhævelse er et stort problem, fordi det giver en konkurrencefordel til dem, der ikke lever op til de fælles regler.
En lidt anden vinkel er at en af de store flaskehalse i den europæiske økonomi er manglen på anerkendelse af uddannelser mellem EU landene. En mere smidig og effektiv anerkendelse ville bidrage til et mere fleksibelt arbejdsmarked og mere mobilitet mellem EU landene.
Hvordan stiller du dig til forslaget til den ny forfatningstraktat, som den ligger nu?
– Traktaten er naturligvis et kompromis mellem forskellige EU landes ønsker og er derfor ikke perfekt. Men jeg tager meget positivt imod den alligevel, idet den engang for alle slår fast med syvtommersøm, at EU er et frivilligt samarbejde om de ting man fælles er blevet enige om at samarbejde om. Alt andet tager medlemsstaterne sig af. Det står sort på hvidt i udkastet til Forfatningstraktaten. Det kan lyde banalt, men det hamrer en pæl igennem den fejlagtige forestilling om at EU tiltager sig mere og mere magt uden at nogen kan stoppe det.
Ser du en konflikt mellem de individuelle rettigheder, som skrives ind i forfatningstraktaten, og den kollektive aftaleregulering på arbejdsmarkedet?
– Den nuværende formulering i Traktaten giver mulighed for at arbejdsmarkedets partner frivilligt – og lad mig understrege, frivilligt – kan indgå aftaler og overenskomster på EU plan. Og på nationalt plan kan man naturligvis også fortsætte med kollektive aftaler fuldstændig som hidtil.
Jeg ser derfor absolut ingen konflikt.
Overgangsordningen på 7 år stiller de nye EU borgere ringere, og den sikrer ikke aftalesystemet på det danske arbejdsmarked. Hvad mener du er den fremtidige løsning på det problem?
Jeg mener faktisk man har gjort ekstremt meget for at sikre den danske aftalemodel. Eksempelvis ved at indføre informationspligt for virksomhederne, når de gør brug af østeuropæiske arbejdskraft. Information gives til de regionale arbejdsmarkedsråd, hvor fagbevægelsen jo er repræsenteret.
Og så er den fremtidige løsning jo allerede givet, nemlig at om senest 7 år vil de nye landes borgere have præcis de samme vilkår som gælder nu for borgerne i de ‘gamle’ EU lande.