SiD har ikke lagt sig fast på EU-arbejdsret

– Hovedbestyrelsen er ikke gået et skridt videre, end kongres beslutningen med vedtagelsen af en ny EU politik, siger Lars Lyngse, international rådgiver i SiD.

Han afviser, at SiD har skiftet grundlæggende politik, når det gælder spørgsmålet om en EU arbejdsret.

– Kongressen udskød politikbeslutningen. Der er siden sket en udvikling, som hovedbestyrelsen har sagt ja til, at man kunne forholde sig til. Den nye vedtagelse siger ikke noget om, at det skal ende med en EU-arbejdsrets løsning. Vi skriver jo netop tvistløsningssystem, hvis vi mente arbejdsret, så havde vi skrevet det, siger han.

– Vi lægger netop vægt på, at det er en to skridts beslutning. Hvis der ikke kommer flere frivillige aftaler, så er det at skyde gråspurve med kanoner med en EU arbejdsret. Hvis den udvikling ikke er gangbar, så er jeg enig i at, der ikke er brug for det. Derfor lægger vi vægt på, at det er en to trins raket, hvor vi skal sondere grundlaget, siger Lars Lyngse.

Rivende udvikling

– Derfor er det ikke i strid med kongressen. Det kan blive en arbejdsret, men det kan også blive de modsatte. Vi lægger vægt på den faktiske udvikling. Spørgsmålet om flere aftaler er det vigtigst, men der er også andre faktorer, som spiller en rolle: Udviklingen af koncernaftaler, EU-Kommissionen arbejder med ideer til tvistløsning og EFS har også sat det på dagsordenen, siger han.

– Hvorfor skulle det gå så stærkt, der er kun syv måneder til næste kongres?

– Næste kongres bliver sandsynligvis en fusionskongres, hvor man ikke kommer til at behandle EU-politikken. Vi har behov for at kunne agere, der sker en rivende udvikling, hvis vi sætter os ned med armene over kors, så er det andre, der kommer til at sætte dagsordenen. Risikoen var, at vi kunne komme til at vente i fire år, inden man kunne behandle en ny EU-politik, siger Lars Lyngse.

Formanden for bryggeriarbejderne i København, Finn Sørensen har kritiseret, at den nye EU beslutning ikke siger noget om, at det er hovedbestyrelsen, der skal give mandat til forbundets forhandlere på EU plan. Men det afviser Lars Lyngse:

– Der er ikke sket nogen ændring på det punkt. Det er ikke en blanco check, forhandlerne skal stadig tilbage og have mandat. Men de må have mulighed for at kunne indgå kompromiser når de forhandler, det kan ikke nytte de skal tilbage og have godkendt, hvor hvert komma skal stå, siger Lars Lyngse. (brink)

Se også: SiD’s nye EU politik vækker vrede og forbløffelse 

              SiD vil have EU arbejdsret

SiD Udvalgets rapport (word)

30.1.04