 |
| Samling af folkevogne i Bratislava i Slovenien. |
”De nye EU lande er tigre med en voldsom dynamik, så i løbet af få år har de nået os hvad angår bruttonationalprodukt og velfærdsniveau. Så er der ikke noget at være nervøs for, ligesom vejen er åbnet for velfungerende EU regler”. Sådan sat lidt på spidsen lyder mange argumenter om de næste års udsigter i et udvidet EU. Men det er ønsketænkning, som overser den lang række af problemer, der eksisterer i disse lande.
For det første er afstanden mellem ansøgerlandenes BNP og de gamle EU landes øget de sidste 10 år. EU har aldrig før prøvet at optage så mange, så fattige og så anderledes lande på én gang. Hvornår når de op på vores niveau? Sådan spørger mange, selvom man kan stille spørgsmål ved om det er det eneste saliggørende for disse lande at stræbe efter at blive kopier af os. Hvad angår den økonomisk udvikling er økonomer over hele Europa kommet til mange forskellige resultater. Mange af dem er mere udtryk for ønsketænkning end et reelt udtryk for virkeligheden. Efter en realistisk vurdering vil det tage mindst årtier for bare at halvere indkomstgabet.
Østeuropa nærmer sig heller ikke væsentlig den såkaldte europæiske sociale model. Det er blevet almindeligt at sælge EU projektet som et socialt alternativ til USA. Det kan diskuteres, men de nye ansøgerlande orienterer sig i stigende grad mod den amerikanske model. Det er ikke bare i udenrigspolitikken, at mange østeuropæiske lande ser USA som et forbillede. Det organiserede arbejdsmarked med stærke parter og en udviklet arbejdsmarkedspolitik eksisterer simpelt hen ikke i disse lande. Nyliberalistiske værdier er næsten enerådende, statsbudgetterne små og arbejdsmarkedspolitikken mest til pynt. Det samme gælder de faglige organisationer, som er næsten totalt fraværende i de nye privatiserede virksomheder. Arbejdsgiverforeningerne er også små og uinteresserede i at indgå landsdækkende aftaler.
Man skal huske på, at mange af disse lande har indført privatiseringsprocesser, der får Margaret Thatcher til at ligne en blød SF´er. Privatiseringerne skete på få år og med voldsomme konsekvenser i form af ikke bare arbejdsløshed på reelt 20-30 %. Mange f.eks. kvinder og ældre forlod ganske enkelt arbejdsmarkedet uden at optræde i officielle arbejdsløshedsstatistikker. Den sociale splittelse i disse lande har været voksende. På den ene side en lille elite i hovedstaden, orienteret mod EU og den private sektor og på den anden provinsen uden investeringer, svag infrastruktur samt mangel på uddannet arbejdskraft.
Der er nuancer i billedet, det lille Slovenien har i højere grad formået at opbygge nogle relativt velfungerende sociale strukturer. Men effekterne af EU’s påvirkning har ikke ubetinget været positive. Om fattige østeuropæere vil komme væltende til Vesteuropa efter, at de er blevet medlemmer er ikke umiddelbart givet. Til trods for fattigdom og arbejdsløshed. Det er i dag vanskeligt at få polakker, estere og litauere til at flytte efter arbejde bare inden for egne grænser. Og hvor kan man få jobs i Danmark uden sprog- og andre kundskaber? Men det er lige så givet, at på længere sigt vil organiseret kriminalitet, der er fattigdommens uundgåelige følgesvend øge sin indflydelse på nabolandene.
International kamp
Den faglige kamp er selvfølgelig international. Men den stopper ikke ved EU’s grænser. Hvis man tror, at EU bliver lige så tryg en velfærdsstat som Danmark har været det, forvilder man sig ind i illusioner. På kort sigt er det ikke muligt at opbygge fungerende velfærdsordninger og arbejdsmarkedspolitik i hen ved 25 lande. Og langs med grænsen til Polen og Baltikum vil der ligge store områder, som store vestlige virksomheder kan bruge til løntryk. Det faglige arbejde må være en kombination af mange ting lige fra kamp for at vedligeholde medarbejdernes kvalifikationer til at arbejde i en moderne multikulturel verden til kamp for at sikre faglige rettigheder alle steder i verden, herunder også EU.