Europæiske Fagforeninger opfordrer til at nedstemme havnedirektiv der kvæler havnearbejderne.
På tirsdag d. 18 november tager Europaparlamentet fat på sidste runde om havnedirektivet. Parlamentet skal tage stilling til et kompromis, som et udvalg under parlamentet har indgået med Kommissionen om direktivet.
– Så det er tag det eller forkast det, der er ingen mulighed for at stille ændringsforslag, siger Junibevægelsens medlem af EU parlamentet Bent Hindrup Andersen.
Han har viderebragt fagforeningernes opfordring til at stemme nej til alle parlamentsmedlemmer og arbejder på at sikre et nej til direktivet.
Hvis det vedtages, kaster det havnearbejderne i hele Europa ud i en overlevelseskamp, som får betydning for havnearbejderne i hele verden. Direktivet annullerer med et pennestrøg de overenskomster og rettigheder, som havnearbejderne har tilkæmpet sig de sidste 100 år. Direktivet tillader rederne at bruge egne søfolk til losning og lastning af skibene.
– Et endeligt nej i EU-parlamentet vil betyde, at der slet ikke skal lovgives. Det er kun sket to gange i EU´s historie. Men det vil være bedst at EU holder fingrene helt væk her, siger Bent Hindrup Andersen. Han vurderer, at forslaget ligger på vippen. I det udvalg der forhandlede med Kommissionen, stod stemmerne 8 mod 7 for vedtagelse, så der er ikke sikret et flertal for direktivet på forhånd.
Kære parlamentariker
Opfordringen fra de mange fagforeninger lyder sådan:
Kære medlemmer af Europaparlamentet
Bag på denne side gives 10 gode grunde til at stemme mod Direktivet om adgang til havnemarkedet.
Den sidste mulighed for at stemme nej til havnedirektivet!
Brug venligst denne mulighed!
1. Vedtages direktivet, vil det øge antallet af ‘bekvemmelighedshavne’ af lav kvalitet og føre til social dumping.
2. Vedtages direktivet, får man intens konkurrence mellem søfolk og havnearbejdere om fragtarbejde både ombord på skibe og i havneterminaler, hvilket vil føre til usikre fremgangsmåder.
3. Vedtages direktivet vil det føre til, at et stigende antal løstansatte, utrænede og uerfarne arbejdere udfører fragtarbejde. Dette kan give nogle rederier og speditører større fortjeneste på kort sigt, men vil skade havnenes langtidsinteresser.
4. Vedtages direktivet, opstår der social uro og arbejdsledighed i havneområder, og sikkerhed og tryghed i havnene bringes i fare.
5. Vedtages direktivet, vil skibe, der lastes og losses i visse europæiske havne, blive mål for en ny kampagne mod bekvemmelighedshavne, som ITF vil være nødt til at starte side om side med dets 50-årige kampagne mod bekvemmelighedsflag.
6. Forkastes direktivet, demonstrerer det, at Europaparlamentet er i stand til at modstå Kommissionen og Ministerrådet.
7. Forkastes direktivet, viser det europæiske borgere, at parlamentet har en social holdning.
8. Forkastes direktivet, viser det, at deregulering, globalisering og markedskræfternes betydning kan bringes under kontrol.
9. Forkastelse af direktivet vil ikke være et alvorligt tab for tilhængere af økonomisk og lovmæssig liberalisering, eftersom de fleste tilstræbte virkninger ifølge den hollandske transportminister, et tidligere medlem af Europaparlamentet, allerede er gået tabt som følge af ændringer. Men den tilbageblevne tekst vil skade beskæftigelse, arbejdsforhold og sikkerhed.
10. Forkastelse af direktivet vil skabe mulighed for modernisering af europæiske havneerhverv på grundlag af dialog og samarbejde, og ikke af konfrontation. (brink)
12 november 2003
