Nyhedsbrev nr. 43
Fagbevægelsen sætter en EU-mæglingsinstitution
på dagsordenen
Står det til LO og FTF skal parterne på EU-plan sætte gang i en diskussion om en europæisk
mæglingsinstitution for grænseoverskridende aftaler. Samtidigt åbner FTF’s forretningsudvalg
for at ændre Traktaten, så EU-systemet om nødvendigt kan etablere en
grænseoverskridende konfliktret, hvis parterne ikke blive enige. LO’s formand afviser
umiddelbart at åbne Traktaten. LO vil arbejde for at retten til grænseoverskridende konflikter
etableres i de enkelte lande. FTF og LO er enige om at arbejde for en mæglingsinstitution
som parterne selv har råderet over. Blandt LO’s tegner der sig forskelle i holdningen
til en fast institution.
læs side 2
Nyt liv i den sociale dialog
På EU-plan er arbejdsmarkedets parter, Kommissionen og det politiske system tilsyneladende
enige om at sikre parterne en større grad af selvstændighed og autonomi og
fremme frivillige aftaler fremfor EU-regulering af arbejdsmarkederne. Det fremgår af
parternes fælleserklæring fra Laekentopmødet og af Kommissionens meddelelser. Senest
har DA og LO offentliggjort et fælles oplæg om at fremme og styrke parternes
forhandlingsret i EU. Men ifølge både LO’s formand Hans Jensen og arbejdsretseksperten
Jens Kristiansen er de europæiske arbejdsgiveres afvisende holdning til internationale
aftaler et grundlæggende problem. I DA bekræfter vice-direktør Jørgen Rønnest
problemstillingen. Han mener at fagbevægelsen og Kommissionen ikke har noget alternativ
til at vente på arbejdsgiversiden. Men Kommissionen er allerede på banen med en
række principielle og relevante problemstillinger i forhold til gennemførelsen og håndhævelsen
af parternes aftaler og i forhold til aftalernes retlige status. Jens Kristiansen
vurderer at parterne må svare på Kommissionens spørgsmål, mens både DA og LO opfordrer
Kommissionen til at blande sig uden om. LO, der selv har rejst en diskussion om
en europæisk mæglingsinstitution, fremhæver at Kommissionen har en pointe.
