Der er brug for massiv hjælp til fagbevægelsen i de nye EU lande
Af Hans Brinkmann
I stedet for landbrugsstøtte skulle EU hellere bruge milliarderne på en storstilet indsats for at få organiseret fagbevægelsen og lønarbejderne i Østeuropa, foreslår Jens Borking, næstformand for Træ Industri Bygs afdeling 27 i København.
Han tror ikke på politikernes og fagtoppens forsikringer om, at østudvidelsen ikke vil påvirke det danske arbejdsmarked nævneværdigt.
– Jeg håber det går de nye lande godt i EU, men jeg tvivler, og hvis det går rigtigt galt, så må vi forsvare de muligheder, vi har skabt i det her land. Lønarbejderne i de nye lande har ingen glæde af, at fagbevægelsen i Danmark bliver svækket, siger han.
– Tusindvis af polske landbrug, vil blive nedlagt, med venlig hjælp af EU. Det vil kaste op mod en million ud i arbejdsløshed. I forvejen er arbejdsløsheden meget stor i Polen, så fristelsen til at tage til Danmark er stor. Polen ligger kun to timers rejse fra Danmark, siger han.
Der har været polske arbejdere på danske byggepladser i Danmark i mange år. De arbejder for mellem 30 – 40 kr. i timen.
– Det har de fået de sidste ti år, deres ”løn” er ikke steget. Indtil nu er de blevet sendt hjem, hvis de er blevet opdaget. Men nu kan de arbejde helt legalt. Og jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at ske i stort omfang, siger Jens Borking.
Han er ikke i tvivl om, at arbejdsgiverne har viljen til at bruge den billige arbejdskraft fra bl.a. Polen:
– Når direktøren for Dansk Byggeri kan spørge, ”hvorfor hans medlemmer ikke skal ansætte østarbejdere til halv pris”, så viser det, at holdningen ikke er fremmed for arbejdsgiverne. De er klar til at bruge mennesker til halv pris. Det er kortsigtet og i sidste ende vil det også ramme mestrene, men det spekulerer de ikke på.
Levevilkår under pres
Jens Borking kan godt forstå at østeuropæerne vil søge til Danmark.
– Deres alternativ er bitter nød, deres sociale system er så elendigt, så man kan ikke fortænke dem i at søge til os. Og det bliver først og fremmest i byggesektoren og i landbruget, de vil søge hen, siger han.
– Vi har set en voldsom stigning af udenlandsk arbejdskraft fra EU landene og Østeuropa inden udvidelsen. Deres arbejdsbetingelser her er allerede i dag langt dårligere end vores.
– Der vil komme et enormt pres på de løn- og arbejdsvilkår, vi har opnået. Ikke mindst arbejdsmiljøet er ringe for de udenlandske arbejdere. Vi ser, hvordan de arbejder under dårlige og direkte kummerlige forhold. De tjener mellem 30 og 70 kr. i timen, hvor vores medlemmer ligger mellem 140 og 200 kr. i timen.
– Så vi har allerede set spirene til fremtiden. Vi har som fagforening brugt mange ressourcer på at stoppe udnyttelsen af dem og sikre enten overenskomstmæssige forhold eller udvisning, siger han. Men den situation er radikalt ændret efter 1. maj.
Overgang med huller
Den overgangsordning som folketinget har vedtaget for at begrænse tilgangen er bedre end ingenting. Men der er stadig mange huller, mener Jens Borking.
– Dels skal vi kunne bevise, at dem der er her arbejder. De kan være her i seks måneder for at søge arbejde. Hvis vi konstaterer, at de arbejder, så skal det blot ske på overenskomstmæssige eller tilsvarende vilkår. De skal altså ikke have en overenskomst. Det er op til Udlændingestyrelsen at skønne, om forholdene er i orden. Det bliver interessant at se, om Udlændingestyrelsen får de ressourcer, det kommer til at kræve, eller om det bliver automatiske godkendelser af arbejdstilladelserne.
– Og så er der slet ingen regler, hvis folk er selvstændige. Byggepladserne hærges i forvejen af problemer, med såkaldte ”arme og ben” virksomheder. Det er der ikke taget højde for i loven, siger han.
Liberalistisk drøm
– Der er grund til bekymring, det er en liberalistisk drøm, der går i opfyldelse. Arbejdskraften skal bare konkurrere med hinanden, til de når bunden. Hvad er logikken i at åbne for vandrende arbejdstagere i et område med arbejdsløshed, uanset hvor i Europa det sker? Det handler ikke om frihed for lønarbejderne. Formålet er at svække de faglige organisationer, så løn og arbejdsvilkår bliver den enkeltes problem. Hver mand og kvinde klarer sig selv. Det er arbejdsgivernes frihed til at hente arbejdskraften der, hvor den er billigst.
Hvor galt det kan gå viser erfaringerne fra Berlin, mener Jens Borking:
– Det er skræmmebilledet. For 12 år siden var der 60.000 organiserede bygningsarbejdere, nu er de nede på 14.000 organiserede. Gennem hele perioden har halvdelen af de organiserede været arbejdsløse, mens lige så mange legale og illegale har lavet arbejdet for under den halve løn. Deres officielle mindsteløn er næsten halveret, men selv den er der ingen, der tør kræve mere. Deres faglige organisationer er ganske enkelt brudt sammen, og de siger selv, at de står på samme stade, som da arbejderbevægelsen blev født. Det er sket kun 300 km. væk i et andet EU land.
– Det er et drømmebillede for arbejdsgiverne. På 12 år har man fået dereguleret arbejdsmarkedet, og lønnen er mere end halveret, siger han.
Massiv støtte
– Hvis vi skal undgå at blive konkurrenter, så må de organisere sig. Solidaritet handler også om ikke at undergrave hinanden. De dårligst stillede skal ikke blive endnu dårligere stillet, det er en af de opgaver, vi har som fagbevægelse. Og vi er oppe imod en voldsom trend, hvor dem der sidder på magten drømmer om at vende tilbage til tiden før, den organiserede fagbevægelse fandtes. De arbejder helt målrettet på det over hele verden, siger Jens Boring.
– Vi må overveje en helt anderledes massiv støtte til fagbevægelsen i Østeuropa. Både når det gælder viden og økonomi. Der er brug for et omfattende internationalt fagligt arbejde til støtte for fagbevægelsen i de nye lande.
– Vi skal rejse kravet i EU. I stedet for landbrugsstøtte, skulle man bruge milliarderne på at støtte lønarbejderne der, hvor de har det sværest. Støtten skal bruges til at folk i praksis bliver fagligt organiseret, så man får opbygget en effektiv fagbevægelse. Det ville også ændre på den meget skæve fordeling af værdierne i de samfund. Nogle af dem er velstående samfund, siger Jens Borking.