Belgisk LO advarer mod følgerne af servicedirektiv
Belgiske partier og fagbevægelse går lørdag på gaden mod forslaget til EU-direktiv om tjenesteydelser. Direktivet er blevet er varmt emne i den danske EU valgkamp, fordi det vil åbne op for, at virksomheder kan udføre opgaver inden for service i andre lande men efter hjemlandets regler. Forslaget møder modstand både i det socialistiske regeringsparti og blandt en række andre partier samt den samlede fagbevægelse plus en række græsrodsbevægelser, der alle står bag demonstrationen, skriver net-redaktionen.
Den socialistiske, faglige landsorganisation, FGTB, siger i en udtalelse, at forslaget fører til en ren jungle, fordi virksomheder blot behøver at følge administrative regler fra hjemlandet, og at det i praksis bliver umuligt at kontrollere løn- og arbejdsforhold blandt de ansatte.
FGTB frygter især for sundhedssektoren, men påpeger, at forslaget fra EU-kommissær Bolkestein kan få uheldige følger på en række områder, fordi kommissæren vil af med alt, der lægger hindringer i vejen for en såkaldt fri udvikling af servicesektoren.
– Disse hindringer er imidlertid ofte sat op for at garantere, at alle får en bedre service. Men også for at beskytte ansatte, sikre en god offentlig service, stabile priser, at alle har adgang til servicen, og at den har en vis kvalitet, hedder det i FGTB.
Samtidig siger den belgiske EU-kommissær, Philippe Busquin, til dagbladet La Libre Belgique, at han er imod forslaget i dets nuværende form.
4.04.04
