Politikerne har efterlyst en folkelig debat om EU’s fremtid, samtidig er de med den anden hånd i gang med at skære forfatningsforslaget til, så det kan glide ned i Holland og Frankrig
![]() |
|
– Slutresultatet bliver en studehandel, hvor vi ikke får lejlighed til at stemme om den samlede forfatning, men måske kun dele. Så det, der skulle føre til demokrati og borgerindragelse, kan ende i mindre demokrati, siger Ole Jensen. |
Først mente Fogh, at der ikke skal pilles ved forslaget til EU forfatning, i sidste måned luftede han så tanken om en mini-traktat, hvor de vigtigste institutionelle ændringer, bliver vedtaget uden at komme til folkeafstemning.
Nu er det så den tyske kansler og den franske præsident, som har lagt planer for hvordan forfatningen kan blive vedtaget. De vil tage dele ud af EU-traktaten og sende den til ny folkeafstemninger i Holland og Frankrig, skriver det tyske ugemagasin Der Spiegel, der bringer oplysningen om fortrolige samtaler mellem Angela Merkel og Jacques Chirac.
I følge magasinet skal en ‘ny traktat’ bestå af første og anden del af det nuværende forslag – davs. den del som definerer EU’s kompetencer, og den som indeholder Chartret med grundlæggende rettigheder.
Deres plan er ifølge Der Spiegel, at sende de to dele til folkeafstemning i Holland og Frankrig.
Den sidste tredjedel af traktaten, der handler om EU’s politikker, skal det overlades til landenes parlamenter at ratificere.
Uærlig facon
Udgangspunktet for ”tænkepausen” var, at nu skulle der være en folkelig debat om EU. I Danmark har Europaudvalget stillet fem spørgsmål, som de gerne vil høre befolkningens mening om. Der er sat gang i Borgernes Dagsorden, hvor de folkelige bevægelser sammen laver en række aktiviteter. Netop i disse uger er der lokale høringer om EU over hele landet.
– Men folket skubbes væk, når man med den anden hånd er ved at skære forfatningen til. Det er en uærlig facon, det bliver lidt fattigt, når man stiller spørgsmål til den folkelige debat med den ene hånd, mens man med den anden er ved at skære forfatningen til, siger Ole Jensen, Fagbevægelsen mod Unionen.
– Det er et udtryk for, at tænkepausen ikke har givet plads til den demokratiske debat i de enkelte lande, som i det mindste den danske regering havde stillet i udsigt. Nu har regeringen en opgave i at slå bremserne i, så den folkelige debat får en chance. Foreløbig er der ikke sket meget i debatten, hverken herhjemme eller i resten af EU. Derfor er det hult, hvis man allerede nu afskærer befolkningerne fra at få indflydelse på, hvad der skal ske, siger han.
Mindre demokrati
– Det fransk-tyske forslag ændrer intet ved forslaget til forfatning. Det er den samme forfatning, som der er stemt nej til. Vejen er lagt, man vil bare teknisk dele forfatningen op i bidder, hvor befolkningen kan få lov til at stemme om noget, mens andet overlades til parlamenterne. Det fører kun frem til at vi igen kan sige enten ja eller nej til forfatningen, siger Ole Jensen.
– Slutresultatet bliver en studehandel, hvor vi ikke får lejlighed til at stemme om den samlede forfatning, men måske kun dele. Så det, der skulle føre til demokrati og borgerindragelse, kan ende i mindre demokrati, siger Ole Jensen.
Som også hæfter sig ved, at det fransk tyske forslag er direkte i modstrid med Statsministerens eget forslag til ”mini-traktat”.
– Men det kan statslederne jo så sidde og handle om på topmøderne, siger han. (brink)
09.03.06

