Tirsdag fortsatte arbejdsnedlæggelserne på kraftværker og olieraffinaderier i Storbritannien, de strejkende protesterer mod, at lokale udelukkes fra jobs hos udenlandsk entreprenør
Samtidig med at de vilde strejker fortsætter er de forhandlinger i gang mellem fagforeningerne og ejeren af olieraffinaderiet i Lincolnshire, hvor strejkebølgen startede, fordi en italiensk underentreprenør nægtede at ansætte britiske arbejdere på et stort byggeprojekt.
Regeringen har antydet, at de aktionerende er fremmedfjendske, men det afviser fagbevægelsen.
– Regeringen har ikke forstået, hvad det drejer sig om. Problemer er ikke at arbejdere fra Europa arbejder i Storbritannien eller at udenlandske entreprenører vinder kontrakter. Problemer er at arbejdsgivere udelukker engelske arbejdere fra overhovedet at søge jobs på disse kontrakter Det fleksible arbejdsmarked er en ensrettet vej, som kun er til fordel for arbejdsgiverne, siger formanden for forbundet Unite, Derek Simpson.
Unite har krævet at den britiske regering overtrumfer EU reglerne, som tillader arbejdsgiverne at undergrave løn- og arbejdsvilkår.
EF-domstolens præcedens giver arbejdsgiverne licens til social dumping og afskærer fagforeningerne fra at aktionere for at forhindre eroderingen af britiske arbejderes løn- og arbejdsvilkår, fastslår forbundet med direkte henvisning til Vaxholm- og Vikingdommene.
Et klassespørgsmål
– De forsøger at gøre det til et spørgsmål om racisme. Men jeg tror, vi må sige det klart her til morgen, dette er et klassespørgsmål, sagde Keith Gibson fra fagforbundet GMB på et massemøde udenfor raffinaderiet tirsdag morgen, ifølge The Independent.
– Det her handler om at forsvare overenskomsten i byggeindustrien, som vi mener, er under direkte angreb med deres brug af udenlandsk arbejdskraft og på andre måder. Det er ikke tilfreds før de har brudt den overenskomst, og før de har sænket lønninger og levevilkår for bygningsarbejdere i den her industri, sagde han.
Kommissionen afviser indgreb
Strejkerne i Storbritannien har givet genlyd i EU’s hovedkvarter, hvor talsmænd fra EU-kommissionen har gentager kommissionens afvisning af at ændre på reglerne for arbejdskraftens fri bevægelighed. Strejkerne giver ikke EU-kommissionen anledning til at genoverveje en revision af udstationeringsdirektivet.
Generalsekretæren for Den Europæiske Faglige Sammenslutning, John Monks kalder den aktuelle konflikt for typisk for den type konflikter, som nu blusser rundt omkring i EU-landene, hvor arbejdere arbejder uden for deres hjemland.
– Problemet et at britisk lov, at udenlandsk arbejdskraft kan arbejde efter de lovlige minimumskrav i stedet for på samme vilkår som den hjemmehørende arbejdskraft i de samme jobs. Det betyder, at udenlandske arbejdere fra lande med dårligere vilkår kan underbyde britiske arbejdere, og EU-lovgivningen afgør, at ethvert forsøg fra fagforeningerne på at gennemtvinge lige vilkår er et brud på direktiverne om arbejdskraftens fri bevægelighed, siger John Monks, ifølge The Independent. (brink)






