Vil bruge EU direktiv som rambuk for bedre sikkerhed

15 år efter EU direktiv blev vedtaget er det stadig ikke gældende i Danmark

EU kommissionen truer med at trække den danske regering for EF-domstolen, fordi den ikke lever op til minimumsstandarder for sikkerhed på byggepladser. Foreningen Rejsearbejdere.dk vil bruge direktivet som rambuk for at forbedre forholdene

Kommissionens åbningsskrivelse er ikke umiddelbar tilgængelig men se regeringens tolkning af den her

Rejseforeningen.dks klage til EU

Brev til Arbejdsmarkedsudvalget

Efter 15 år reagerer EU-Kommissionen nu med en såkaldt åbningsskrivelse, hvor de påpeger en række forhold, hvor sikkerhedsprocedurerne på byggepladserne ikke lever op til et EU’s byggepladsdirektiv. Åbningsskrivelsen er første skridt mod en sag ved EF-domstolen, men regeringen lægger op til at afværge videre tiltale. I et notat til Folketingets Europaudvalg fremgår det at regeringen vil efterleve direktivet og ”klarificerer” en række punkter, hvor Kommissionen er utilfreds. Samtidig gør regeringen det klart, at det vil tage to år at efterkomme Kommissionens krav.

Men det er alt for lang tid, mener man i foreningen Rejsearbejdere.dk. derfor forsøger foreningen på onsdag at overbevise Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg om, at der er brug for handling nu:

– Vi vil ved foretræde for Arbejdsmarkedsudvalg fremlægge bevis på at det det kræver et hurtigt lovindgreb, for at sætte et stop for arbejdsulykker i byggeriet, siger de i henvendelsen til udvalget. På baggrund af Kommissionens åbningsskrivelse vil foreningen præsentere sit forslag til, hvad der bør gøres her og nu.

Brandrøde lamper

– Åbningsskrivelsen er en land række af brandrøde lamper der lyser ved alle de punkter, hvor vi ikke lever op til EU-direktivets krav. Det vil vi gøre klippeklart for arbejdsmarkedsudvalget. Vi vil forsøge at bruge direktivet som en rambuk for at forbedre sikkerheden på byggepladserne. Og med det omfang ulykkerne har taget, så kan det ikke vente to år, som regeringen lægger op til, siger Hans Erik Meyer, formand for Rejsearbejdere.dk, som især har medlemmer fra Dansk Metal og 3F.

Kommissionen kritiserer, at der ikke i Danmark er krav om en såkaldt sikkerhedskoordinator, som sikrer sammenhæng i sikkerhedsarbejdet mellem de ofte mange forskellige firmaer, der arbejder på en byggeplads.

– I direktivet står der intet om, at man kan undlade at koordinere, hvis der er under 10 mand på pladsen, det kritiserer Kommissionen også, siger Hans Erik Meyer.

Og listen af brandrøde punkter er lang, understreger han. Den rækker fra regler om bortskaffelse af farligt affald til kontrol med installationer på byggepladsen.

– Punkt for punkt kan vi konstaterer, at vi end ikke lever op til EU’s mindstekrav, siger Hans Erik Meyer.

Skilte påbudt

Rejseforeningen er især optaget af den manglende skiltning ved byggepladserne. Direktivet stiller krav om skiltning ved indgangen til byggepladserne, og kræver i øvrigt også foranstaltninger for at holde uvedkommende væk fra pladserne.

– EU reglerne kræver, at der opsættes skilte, som klart viser hvilke firmaer, der arbejder på pladsen og hvor mange det drejer sig om. Men det er der ingen krav til i den danske bekendtgørelse, siger Hans Erik Meyer.

Han mener, at den manglende skiltning kan få katastrofale konsekvenser i tilfælde af større ulykker.

– Når man ikke ved hvor mange, der er, hvor mange ambulancer skal man tilkalde, og hvordan kan man vide, om alle er kommet ud, siger han.

Kravet til skiltning ville også lette arbejdet med at forhindre skatteundragelse og sort arbejde i byggebranchen, mener Rejseforeningen. Men det krav har skatteministeren tidligere skarpt afvist.

I svar til Folketinget sidste år, tog Kristian Jensen afstand fra at pålægge virksomhederne ”skiltepligt” og han tog samtidig generelt afstand fra, at enhver lovgivning om en sådan pligt ”skal nyde fremme.”

Men i Rejseforeningen henviser man til gode erfaringer fra de tyske byggepladser. Her har man siden 1996 fulgt EU-direktivets krav om skiltning.

– Her er der tydelig skiltning, hvor det fremgår hvilke firmaer der er på pladsen, og der er lister over, hvor mange folk, de har ansat. Så du kan til enhver tid får overblik, siger Hans Erik Meyer.

Når Kommissionen efter 15 år nu får øjnene op for, at der er noget galt i Danmark, så skyldes det sandsynligvis, at Rejseforeningen.dk i flere omgange har klaget direkte til EU-Kommissionen over, at Danmark ikke lever op til direktivet. (brink)