Når en byret i London kan forbyde faglige kampskridt i Finland, så kan en polsk dommer også stoppe en faglig blokade i Danmark
Da byretten i London 16. juni 2005 havde nedlagt forbud mod det finske sømandsforbunds konfliktvarsel mod rederiet Viking var forbundet nød til at stikke piben ind.
I stedet for at gå i gang med en fuldt lovlig faglig konflikt, måtte forbundet i stedet hyre endnu flere advokater til at forberede nye retssager både i London og Helsingfors.
Konflikten handlede om Viking Lines færge Rosella, som sejler mellem Finland og Estland. Rederiet ville udflage færgen for at få mulighed for at bytte sin overenskomst med det finske sømandsforbund ud med en meget billigere aftale med det estiske forbund.
Viking Line mente, at konfliktvarslet var i strid med EU rettens fri etableringsret, og den fri bevægelighed for tjenesteydelser. Dommeren gav rederiet medhold og forbød det finske forbund og det internationale transportarbejderforbund, ITF at lægge hindringer i vejen for udflagningen.
Når det finske forbund ikke bare kunne ryste på hovedet af, hvad en byretsdommer i London kan finde på at beslutte om faglige forhold i Finland, så skyldes en række konventioner mellem EU landene, som betyder, at en dom afsagt i et EU land har retskraft i et andet EU land.
– Det er absurd og grotesk. Dommen betød, at hvis finnerne satte deres aktion i gang, ville de komme til at betale erstatning til rederiet, og deres repræsentanter risikerede at blive anholdt, hvis de tog til England, siger forhandlingssekretær i 3 F, Henrik Berlau.
– Forbundet måtte starte en retssag både ved appelretten i London og ved de finske domstole for at få omstødt dommen. Spørgsmålet er, om etableringsretten i EU står over strejkeretten. Det groteske er, at Viking Line vidste, at de ikke kunne vinde sådan en sag i Finland, siger han.
Foreløbig har fagbevægelsen vundet en lille sejr i sagen. En appeldomstol i London har besluttet, at EF-domstolen skal udtale sig om konflikten. Imens domstolen tygger på sagen, er forbuddet mod de faglige kampskridt mod Viking Line ophævet.
Flere sager på vej
– Alt peger mod, at der sker en kommercialisering af konfliktretten. Hvis et polsk firma bliver blokeret her i landet. Så kan de rejse en sag ved en polsk domstol, hvor de kan hævde, at EU retten giver dem ret til at etablere sig. Det er en konfrontation mellem deres ret og vores, siger Henrik Berlau.
– Hvis et polsk firma vælger at anlægge sag mod 3 F ved en polsk ret, så har vi ikke mange valg. Vi kan blive væk og få en udeblivelsesdom, eller vi tage ned og forsvare os, det er meget dyrt. Under alle omstændigheder kan vi risikere at tabe. Og så skal deres advokat blot have stemplet dommen i en dansk byret, så har den retskraft. Der skal en ny retssag til at omstøde den. Viking sagen viser, at vi står midt i en konfrontation mellem EU’s regler om retten til at etablere sig og strejkeretten. Det er nogen vigtige sager, EF-domstolen skal tage stilling til, og der er måske allerede flere sager på vej, siger Henrik Berlau.
Dybt betænkeligt – men forudsigeligt
Arbejdsretseksperten, professor Ole Hasselbalch fra Handelshøjskolen i Århus mener, det er dybt betænkeligt, at en udenlandsk dommer begynder at dømme i arbejdsretslige spørgsmål.
– De almindelige principper i arbejdsretten afhænger af traditionen i det enkelte land. Det er svært for folk udefra at bedømme. I Danmark har selv danske dommere svært ved at vurdere arbejdsret. Derfor er det i Danmark overladt til Arbejdsretten at afgøre, hvornår noget er retsstridigt, siger han.
– Problemet er, at en fremmed dommer kun kan gøre det med udgangspunkt i EU’s konkurrenceregler. De kommer på tværs her og bryder ind på centrale områder af arbejdsretten, siger han.
– Men det kommer ikke som en overraskelse for mig, at det faglige system nu kommer i spil. Det har jeg advaret fagbevægelsen om i mange år. Det er dybt betænkeligt, hvis det udløser en større bølge af processer, bliver det svært at håndtere. Hvis man skal til at slås gennem advokater, så bliver det vanskeligt at køre et fagretsligt system, siger Ole Hasselbalch. (brink)
18.11.05
