EU-borgere, der arbejder i Danmark, har ret til alle sociale ydelser lige fra børnecheck og kontanthjælp til sygedagpenge, ældrecheck og førtidspension. Det viser et dokument, som regeringen har sendt til EU-kommissionen.
Sidste fik 4.000 EU-borgere udbetalt børnecheck til deres børn i hjemlandet. Skatteminister Troels Lund Poulsen (V) vurderer, at det koster 75 millioner kroner årligt. Det fået regeringen til at love et initiativ, der skal garantere, »at de, der får børnefamilieydelsen, også er de rigtige«, som skatteministeren skriver til Folketinget.
Men de 75 millioner kroner er måske bare toppen af isbjerget, viser et dokument, som den danske regering i sommer har sendt til EU-kommissionen, skriver ugebrevet A4.
Dokumentet opregner 17 danske love og ordninger om sociale ydelser, der også omfatter EU-borgere, der arbejder her i landet. Det drejer sig om bl.a. sygedagpenge, førtidspension, arbejdsløshedsforsikring og tilskud til privat pasning af egne børn.
– Det kan godt være, at man bliver overrasket, men EU’s forordning er meget klar. Man må ikke diskriminere borgere fra andre EU-lande til fordel for sine egne borgere. Derfor har borgere fra Spanien, Sverige og Slovenien ret til samme sociale ydelser som danske borgere, når de arbejder her i landet, forklarer Kirsten Ketscher, juraprofessor i socialret ved Københavns Universitet til A4.
EU-retten giver muligheder for at tage ydelserne med ud af landet. Det fastslår blandt andet en dom fra EF-domstolen fra 2005, hvor den østrigske stat blev pålagt at udbetale handicapydelser til et barn, der boede i Tyskland. Barnets far arbejdede nemlig som lærer i Østrig og havde derfor ret til at modtage sociale ydelser i Østrig, selv om hans familie var bosat i et andet land.
– Sagen viser jo med al tydelighed, at mange af de handicapydelser, vi har i Danmark, skal udbetales i arbejdstagerens hjemland, hvis det er der, arbejdstagerens familie bor, siger Kirsten Ketscher.
Dansk model under pres
De EU-retlige friheder giver problemer for den danske velfærdsmodel, fordi vi i Danmark har indrettet os markant anderledes end resten af medlemsstaterne i EU, men Kirsten Ketscher.
– Det almindelige i andre europæiske lande er, at arbejdstager og arbejdsgiver indbetaler lovbestemte sociale bidrag til en forsikringskasse. I Danmark har vi valgt en skattefinansieret model, hvor der ikke er konkret sammenhæng mellem ydelse og nydelse. Alle skatteborgere betaler til én stor fælles kasse, som herefter uddeler sociale ydelser efter kriterier, der ikke hænger sammen med, hvad den enkelte har indbetalt eller præsteret i det danske samfund,« siger Kirsten Ketscher til A4. (brink)






