Domstolen tager i sin dom stilling til, om kollektive kampskridt, som skal forsøge at tvinge en udenlandsk tjenesteyder til at forhandle og indgå kollektiv overenskomst er forenelig med EU-retten. Det er den ikke i Vaxholm sagen, lyder dommen:
”Sådanne kollektive kampskridt i form af en blokade af byggepladser udgør en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser, der i den foreliggende sag ikke er begrundet med henvisning til det almene hensyn om beskyttelse af arbejdstagerne”, hedder det i en pressemeddelelse fra domstolen i Luxembourg.
Domstolen fastslår for det første, at udstationeringsdirektivet ikke gør det muligt for værtsmedlemsstaten at betinge gennemførelsen af levering af tjenesteydelser på sit område af overholdelsen af arbejds- og ansættelsesvilkår, der går videre end de ufravigelige regler om minimumsbeskyttelse.
For så vidt angår de områder, der er nævnt i direktivet, fastlægger det nemlig udtrykkeligt den grad af beskyttelse, som værtsmedlemsstaten kan kræve iagttaget af virksomheder, der er etableret i en anden medlemsstat, i forhold til deres arbejdstagere, der er udstationeret på denne værtsmedlemsstats område.
Videre fastslår Domstolen, at retten til at iværksætte kollektive kampskridt skal anerkendes som en grundlæggende rettighed, der er en integrerende del af de generelle fællesskabsretlige principper, som Domstolen skal sikre overholdelsen af, men det gælder dog ikke desto mindre, at udøvelsen af denne ret kan undergives visse begrænsninger. Den omstændighed, at retten til at iværksætte kollektive kampskridt har karakter af en grundlæggende rettighed, indebærer imidlertid ikke, at sådanne kampskridt mod en virksomhed, der er etableret i en anden medlemsstat, som udstationerer sine arbejdstagere i forbindelse med grænseoverskridende levering af tjenesteydelser, falder uden for fællesskabsrettens anvendelsesområde.
I den konkrete sag fastslår Domstolen, at retten for fagforeningerne i en medlemsstat til at iværksætte kollektive kampskridt, hvorved virksomheder, der har hjemsted i andre medlemsstater, kan blive tvunget til tidsubegrænsede forhandlinger for at få kendskab til den mindsteløn, som de skal betale, og at tiltræde en kollektiv overenskomst, hvis bestemmelser går videre end den minimumsbeskyttelse, der er garanteret i udstationeringsdirektivet, kan gøre det mindre tiltrækkende og endog vanskeligere for disse virksomheder at udføre byggearbejder på svensk område og udgør af denne grund en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser.
I princippet
Dommen slår fast, at en restriktion for den frie udveksling af tjenesteydelser kun kan være berettiget, hvis den forfølger et legitimt mål, som er foreneligt med traktaten eller er begrundet i tvingende almene hensyn. Samtidig skal restriktionen være egnet at sikre gennemførelsen af målet, og den må ikke går ud over, hvad der er nødvendigt for at opnå målet.
EF-Domstolen anerkender principielt, at kollektive kampskridt, der har til formål at beskytte arbejdstagere i værtsmedlemsstaten mod en eventuel social dumping, kan udgøre et tvingende alment hensyn. I denne henseende er en blokade, der er iværksat af en fagforening i værtsmedlemsstaten, der har til formål at garantere arbejdstagere, der er udstationerede som led i grænseoverskridende levering af tjenesteydelser, arbejds- og ansættelsesvilkår på et bestemt niveau, i princippet omfattet af formålet om beskyttelse af arbejdstagere.
Det gælder ikke byggeområdet
Selvom en blokade i princippet kan være ok, så kan det ikke gælde på byggeområdet, konkluderer Domstolen:
For så vidt angår arbejdstagere, der er udstationerede som led i grænseoverskridende levering af tjenesteydelser, er deres arbejdsgiver nemlig i kraft af den koordinering, der er sket med udstationeringsdirektiver, forpligtet til at iagttage en kerne af ufravigelige regler for minimumsbeskyttelse i værtsmedlemsstaten.
Hvad angår den lønforhandling, som fagforeningerne søger gennemført ved hjælp af kollektive kampskridt over for virksomheder, der har hjemsted i en anden medlemsstat og som midlertidigt udstationerer arbejdstagere på deres område, skal det understreges, at fællesskabsretten ikke forbyder medlemsstaterne at pålægge sådanne virksomheder at overholde deres bestemmelser om mindsteløn ved hjælp af passende foranstaltninger.
Krav om mindsteløn
Domstolen mener ikke, at det svenske byggearbejderforbund kan begrunde en blokade med tvingende almene hensyn, fordi det foregår i ”en national kontekst, der er kendetegnet ved, at der ikke findes bestemmelser af nogen som helst art, der er tilstrækkeligt præcise og tilgængelige til, at det ikke i praksis gøres umuligt eller urimeligt vanskeligt for en sådan virksomhed at få klarhed over, hvilke forpligtelser den skal overholde med hensyn til mindstelønnen,” som det hedder i pressemeddelelsen. (brink)
