Generaladvokatens forslag til EF-domstolens afgørelse
| Se hele genraladvokatens forslag til afgørelse af Vaxholmsagen | |
308. Henset til samtlige ovenstående betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare Arbetsdomstolens præjudicielle spørgsmål således:
Såfremt der i en medlemsstat ikke findes en ordning til konstatering af, at kollektive aftaler finder generel anvendelse, skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser og artikel 49 EF fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at faglige organisationer ved hjælp af kollektive kampskridt i form af en blokade og en sympatiaktion forsøger at tvinge en leverandør af tjenesteydelser fra en anden medlemsstat til at tiltræde et lønniveau, der er fastsat i overensstemmelse med en kollektiv overenskomst, som de facto finder anvendelse på indenlandske virksomheder inden for samme sektor, der befinder sig i en tilsvarende situation, og som er indgået i den førstnævnte medlemsstat, på hvis område arbejdstagere fra den anden medlemsstat midlertidigt er udstationeret, for så vidt som disse kollektive kampskridt er begrundet i formål af almen interesse, såsom beskyttelse af arbejdstagere og kampen mod social dumping, og ikke udøves på uforholdsmæssig måde i forhold til opnåelsen af disse formål.
I forbindelse med bedømmelsen af, om de kollektive kampskridt var forholdsmæssige, skal den forelæggende ret bl.a. undersøge, hvorvidt de arbejds- og ansættelsesvilkår, der var fastsat i den i hovedsagen omhandlede kollektive overenskomst, og som de faglige organisationer krævede opfyldt som forudsætning for anvendelsen af ovennævnte lønniveau, var i overensstemmelse med artikel 3, stk. 10, i direktiv 96/71, og hvorvidt de øvrige vilkår, der ligeledes udgjorde en forudsætning for anvendelsen af dette lønniveau, indebar en reel fordel, som bidrog væsentligt til den sociale beskyttelse af de udstationerede arbejdstagere og ikke gentog en eventuel identisk eller i det væsentlige tilsvarende beskyttelse, der tilkom disse arbejdstagere i henhold til den lovgivning og/eller kollektive overenskomst, som fandt anvendelse på leverandøren af tjenesteydelser i etableringsmedlemsstaten.