Var Lissabontraktaten ok uden folkeafstemning

Tilslutningen til Lissabontraktaten behandles i højesteret senere på måneden. Folkeafstemninskomite2010 forsøger at samle 2000 såkaldte biintervenienter inden

Både dronningen og Statsministeren brugte deres nytårstaler til at hylde 40-året for Danmarks optagelse i EU.

– Men de ”glemte” at fortælle os, at inden længe i 2013 afgøres der i Højesteret en EU-sag, der har ”indgribende betydning for den danske befolkning i almindelighed”! Har de ansvarlige politikere overtrådt Grundloven for at give EU meget, meget mere politisk magt med den sidste, store EU-traktat (Lissabon-traktaten), lød nytårsbudskabet fra styrelsen i Folkeafstemningskomite2010.

Komiteen bakker op om sagsøgerne i retssagen, og nu vil de gerne styrke opbakningen til den principielle sag.
– Du kan vise din interesse for denne vigtige sag for alle ved at skrive dig på listen over mennesker bag den såkaldte ”intervention” i Højesteret. Så er du med til at støtte professor Ole Krarups forsvar i Højesteret for sagsøgernes synspunkter og hele befolkningens demokratiske interesse, skriver de i opfordringen.

Sagsøgerne har opnået ret til, at professor Ole Krarup kan tale i Højesteret på vegne af støttepersonerne – ”intervenienterne” – når sagen kommer for den 21. og 22. januar 2013.

– Hans indlæg vil begrunde sagens vigtighed for hele befolkningen og uddybe de væsentligste argumenter for, at der blev begået grundlovsbrud, så Lissabon-traktaten skal godkendes eller forkastes som Grundloven foreskriver. I praksis betyder det ved en folkeafstemning. Det er vigtigt, at en stor gruppe mennesker støtter interventionen i Højesteret, lyder opfordringen.

Man kan være med til at intervenere i Højesteret ved at udfylde kuponen på http://www.skrivunder.net/lissabonsagen

1300 underskrifter

På de første otte dage efter nytår har lidt over 1000 personer meldt sig på listen over “intervenienter”.
Sammen med Folkeafstemningskomite2010s medlemmer er der nu ca. 1300 intervenienter. Målet for komiteen er at nå mindst 2000 personer senest den 18. januar.
(brink)