Fri bevægelighed for arbejdstagere i EU er svært i praksis
Af Hans Brinkmann
Fri bevægelighed for kapital og arbejdskraft, det er det fundament, som den europæiske union er bygget på. Det er selve det store indre marked, der her er på spil. Men i praksis har det vist sig, at være mere end vanskeligt at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed. Det viser de mere end 400 sager, som EF domstolen i årenes løb har afgjort om den ”vandrende arbejdskraft”, som det poetisk kaldes på EU sproget.
EU reglerne om den vandrende arbejdskraft skal ganske enkelt sikre, at EU borgere kan slå sig ned og arbejde i hvilket som helst EU land, uden at være stillet ringere end borgerne i værtslandet.
I princippet, skal en EU borger have ret til samme ydelser, som borgerne i værtslandet, og samtidig skal man kunne bevare de rettigheder, man har med sig fra andre EU lande. F.eks. er folkepension betinget af, hvor længe man har boet i et land, derfor sikrer reglerne for vandrende arbejdstagere, at man kan tage sin anciennitet med sig fra land til land, så man har ret til pension, uanset i hvilket EU land man har arbejdet i.
To systemer
Det er ikke muligt at forskelsbehandle på grundlag af statsborgerskab. Det danske velfærdssystem er som hovedregel skattefinansieret, det betyder, at alle danske statsborgere, som opfylder lovens betingelser, er berettiget til ydelserne. De fleste andre EU-lande baserer i varierende omfang deres systemer på forsikrings-ordninger, hvor sociale bidrag fra arbejdsgivere og lønmodtagere finansierer velfærdsydelserne.
I den danske debat har man hidtil afvist, at EU reglerne betyder et pres på det sociale system i Danmark. Men udvidelsen har fået politikerne på andre tanker.
De detaljerede regler er fastlagt i EU’s forordning 1408/71 om koordinering af social sikring i EU. I en rapport fra en tværministeriel arbejdsgruppe fra april 2003 gennemgås det komplicerede regelsæt. Udvalget peger på tre områder, der kan være ‘sårbare over for utilsigtet brug’, som det hedder. Men samtidig slår embedsmændene fast, at ‘mulighederne for at imødegå utilsigtet brug er relativt begrænsede inden for de gældende rammer.’ De tre ‘særligt sårbare’ områder er (citeret efter rapporten):
Kontanthjælpsområdet. Arbejdstagerbegrebet er meget bredt efter EF-domstolens praksis og status som arbejdstager giver ret til kontanthjælp til personer, som ikke fuldt ud kan forsørge sig selv.
Børnepasningsorlovsydelsen kan tages med ud af landet.
Dagpenge ved sygdom, fødsel og adoption. Der opnås hurtigt (efter et kort arbejdsforhold) ret til ydelserne, og de kan tages med ud af landet.
Derudover vurderes udvalget, at også dagpengeydelser ved arbejdsløshed og social pension kan give mulighed for ‘utilsigtet brug’.
Social turisme
Én ting er imidlertid at muligheden for misbrug eksisterer, noget andet er, om den faktisk bliver benyttet. Problemet har i princippet eksisteret lige siden Danmark trådte ind i EF i 1972. Ind til nu har det ikke givet anledning til ‘social turisme’, også selv om mange frygtede det, da Spanien, Portugal og Grækenland blev optaget i 80’erne.
Tværtimod kunne man sige, EU har taget flere initiativer for at fremme mobiliteten af arbejdskraften. Det bekymrer EU-kommissionen, at der i år 2000 f.eks. kun var 225.000 der flyttede adresse mellem to EU lande, det er 0,1 procent af den samlede befolkning. Hos forbilledet USA var der knap seks procent af befolkningen, der i 1999 flyttede fra en delstat til en anden.
Trods de tørre tal, som nærmest kalder på initiativer for at få gang i vandringen, så har regeringen indgået et bredt forlig, der skal hindre både social turisme og løndumping.
Regelsættet kan indføres for en periode af 2 år med mulighed for forlængelse i 3 år mere og yderligere to år, hvis der er risiko for ‘alvorlige forstyrrelser’ på arbejdsmarkedet.
Men i 2011 vil princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed under alle omstændigheder skulle gælde for såvel nye som gamle EU-lande.