Fra otte historier om fremtidens markedssamfund af Kenneth Haar
EU Kommissionen har været i svær bølgegang med sine forslag om at liberalisere på vandforsyningsområdet. Ministerrådet har været tilbageholdende, og Europa-Parlamentet har afvist Kommissionens forslag. Men Kommissionen fortsætter ufortrødent, og servicedirektivet er seneste bud på at knække en ny nød i forsøget på at trænge offentlige ydelser tilbage, og de markedsbaserede løsninger frem.
I de senere år er der gjort meget dårlige erfaringer i en lang række u-lande med privatisering af vandforsyningen. Hovedaktørerne har som regel været europæiske selskaber, af den simple grund, at de suverænt største private aktører på det globale vandmarked er europæiske. Men også på europæisk grund er der mange dårlige eksempler på konsekvenserne ved liberalisering af vandmarkedet. Både når privatiseringen er omfattende som i Storbritannien, og når den foregår med en større grad af offentligt indirekte engagement som tilfældet er med den franske model.
Vandforsyning har en særstatus i servicedirektivet. Sektoren er undtaget for oprindelseslandsprincippet, og spørgsmålet om, hvordan lovgivning og regler ser ud i andre EU-lande er derfor underordnet. Problemet ligger andre steder.
I Danmark har vi en kommunalt drevet vandforsyningssektor, der er forskelligartet. Nogle steder er det private selskaber, der ejes af forbrugerne, der står for det lokale vandværk, andre steder er det helt offentligt drevet. For begge modellers vedkommende gælder ”hvile-i-sigselv-princippet”. Det betyder, at de penge, der måtte tjenes på at drive vandforsyning skal geninvesteres i den irksomhed, hvor pengene er tjent. Der må ikke trækkes en fortjeneste ud til aktionærer. Det princip er et afgørende forsvar mod kommercialisering af vandforsyning i Danmark.
En række regler i servicedirektivet, kan underminere den måde at drive vandforsyningen på.
Den første barriere er, at virksomhederne skal kunne opnå ret til at etablere sig og levere tjenesteydelser ”på hele det nationale område” på én gang, medmindre Kommissionen og siden domstolen vurderer, at der er ”et tvingende alment hensyn”, der berettiger, at der skal søges tilladelse flere steder, d.v.s. i de enkelte kommuner. Måske vil det allerede under behandlingen af en ansøgning om tilladelse komme op, hvilken form selskabet må have. For i princippet er alle danske vandværker non-profit-virksomheder, og hvis den danske model skal bevares, må også udenlandske virksomheder, der vil ind på området, skulle operere på den betingelse.
Men det er netop et af de krav, der ikke uden videre kan stilles til en virksomhed. For ”…krav
om, at tjenesteyderen skal have en bestemt virksomhedsform” (34), f.eks. et ”non-profit organ” er ikke uden videre tilladt. Der er faktisk hele to artikler, der spænder ben for denne model.
For der må heller ikke stilles krav, der ”forbeholder bestemte tjenesteydere adgangen til den pågældende servicevirksomhed på grund af virksomhedens særlige karakter.” (35)
Så hvis servicedirektivet træder i kraft i omtrent den form det har, med eller uden oprindelseslandsprincippet, så kan det være et spørgsmål om tid før vandforsyningen i Danmark er overtaget af udenlandske vandforsyningsselskaber.
Denne problemstilling er foreningen af danske vandværker selvfølgelig opmærksom på. I deres høringssvar understreger foreningen af danske vandværker, DANVA, at de ikke ønsker vandforsyningssektoren åbnet for konkurrence. Der er nu ikke tvivl om at vandforsyning er omfattet af direktivet. For mens vandforsyning er eksplicit undtaget for oprindelseslandsprincippet, så er vandforsyning ikke nævnt i den lille gruppe sektorer, der er helt undtaget (36). Men DANVA slår i første omgang koldt vand i blodet p.g.a. en af Kommissionens betragtninger i direktivets forklarende bemærkninger. Her skriver Kommissionen, at ”selv på de områder, hvor direktivet finder anvendelse, berører det ikke medlemsstaternes frihed til at bestemme, hvad de ønsker at betragte som forsyningspligtydelser, og hvordan disse skal fungere.”
DANVA beder i sit høringssvar om en uddybning af, hvad denne frihed består i. Og det er forståeligt. (37) For i princippet vil Folketinget kunne beslutte at gøre den danske vandforsyningssektor fuldstændigt offentligt drevet. Det vil hverken direktivet eller traktaten kunne hindre. Og sådan skal Kommissionens bemærkning forstås. Men i samme øjeblik, der er et privat engagement i sektoren, og den enten er forbrugerejet eller privat ejet, vil direktivets regler gælde. Og det er tilfældet i Danmark. Derfor kan direktivet snildt føre dansk vandforsyning et stykke hen ad vejen mod kommercialisering af vandforsyningen.
Noter:
34
Servicedirektivet, artikel 15, stk. 2, litra b.
35
Servicedirektivet, artikel 15, stk.2, litra d.
36
Servicedirektivet, artikel 17 stk.4 og artikel 2, stk. 2.