Faglige støtter europæisk kampagne mod privatisering af vandressourcer
Det europæiske initiativ ”Vand en menneskeret” har foreløbig samlet godt 1,7 millioner underskrifter med krav om, at EU-kommissionen sikrer, at vandressourcerne ikke bliver underlagt EU-indre marked og gøres til en handelsvare. Målet er 2 mio. underskrifter inden 9. september.
Underskriftsindsamlingen foregår både på nettet og på papir. Det et af de første forsøg på at bruge det ”borgerinitiativ”, som EU indførte sidste år. Borgerinitiativet er et forsøg på at involvere EU landenes befolkninger i europæiske anliggender. Og hvis 1 million borgere fra mindst syv medlemslande skriver under på et forslag, så skal EU-kommissionen overveje at tage et initiativ. Det er dog værd at bemærke, at kommissionen kun skal overveje sagen, der er ingen direkte pålæg forbundet med borgerinitiativet.
Men underskriftsindsamlingen er samtidig en mulighed for at mobilisere på tværs af EU-landene, som det er sket her.
Det tværeuropæiske initiativ støttes af både den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS og EPSU, som er de offentligt ansattes europæiske paraplyorganisation. Derudover støttes det af en række nationale fagforbund, herhjemme står både Dansk Metal og FOA bag initiativet.
Stop markedsgøringen
Underskriverne kræver, at EU-kommissionen skal foreslå en lovgivning, der sikrer ”den menneskelige ret til vand og sanitet, som FN har anerkendt,” hedder det i begrundelsen. Når det er kommissionen, som skal foreslå lovgivningen hænger det sammen med, at den er ene om at kunne foreslå lovgivning i EU.
”EU-lovgivning bør kræve, at regeringerne sikrer og giver alle borgere adgang til tilstrækkeligt med rent drikkevand og sanitet. Vi opfordrer til at: 1. EU-institutionerne og medlemsstaterne er forpligtet til at sikre, at alle indbyggere har adgang til rent vand og sanitet. 2. Vandforsyning og forvaltning af ressourcer ikke underlægges det indre markeds regler samt at vandforsyning ikke liberaliseres. 3. EU øger sine bestræbelser på at opnå almen adgang til rent vand og sanitet,” lyder kravet til EU-kommissionen.
Initiativet peger på, at der forsat er ca. 2 millioner i Europa uden adgang til vand og sanitet. Der er også mange lavindkomstgrupper, som trues med afbrydelse af vandforsyningen, fordi de ikke kan betale.
– Europa- Kommissionen må stoppe sit ihærdige forsøg på at liberalisere vandforsyning og sanitet. Ved at overlade forsyningspligten til markedskræfterne risikerer man, at de som kan betale mere får bedre forsyningsmuligheder, og de som ikke har råd får dårligere. ”Ingen penge, ingen vand” vil blive resultatet af en markedsgørelse. Men vand og sanitet er en menneskeret. Det er en opgave og et ansvar for myndighederne at tilbyde disse tjenester til alle befolkningsgrupper, hedder det i opfordringen til at skrive under.
12 lande bag kravet
Foreløbig har 12 lande samlet underskrifter nok til at tælle med i underskriftsindsamlingen, her skiller Tyskland sig ud med det suverænt største antal underskrifter – næsten 1,3 mio. tyskere har skrevet under på kravet. Mens kun godt 3300 danskere har støttet op.
Der skal næsten 10.000 underskrifter til, før de danske underskrifter tæller med i borgerinitiativet. Det hænger sammen med de demokratisk/bureaukratiske regler, EU har opstillet for borgerinitiativet, hvis den skal tage underskriftsindsamlinger alvorligt.
Initiativtagerne opfordrer naturligvis til, at så mange EU-lande som muligt når op over de minimumskrav til underskrifter, som EU har dekreteret. Jo flere landes borgere, der står bag kravene, jo større lydhørhed må man vel forvente i kommissionen? (brink)






