Underbetaling og sort arbejde på Gentofte Hospital

Trods arbejdsklausul om OK-løn blev polske malere underbetalt i månedsvis, til gengæld betalte de heller ikke skat. Sagen er et klassik eksempel på, hvorfor der er brug for kædeansvar, mener Malernes Fagforening i Storkøbenhavn

Malerforbundet har vundet en faglig voldgift og har fået tilkendt bod på 75.000 kr. for underbetaling på Gentofte Hospital.

Voldgiftsdommeren fandt det ikke godtgjort, at seks polske malere, der arbejder for Malersvendene ApS, har fået en overenskomstmæssig løn. Under sagen kom det frem, at malerne arbejder illegalt på hospitalet, fordi de ikke har CPR-nummer, hvilket umuliggør skattebetaling til staten.

– Det er rystende at sådan noget kan ske på et offentligt byggeri, hvor der endda er arbejdsklausuler i kontrakterne, der skulle sikre at de polske malere blev lønnet efter overenskomsten, siger Jesper Carl, faglig sekretær i Malernes fagforening i Storkøbenhavn.

– Desværre støder vi alt for ofte på underbetaling på offentlige byggerier og kan kun opfordre til, at man som bygherre indfører kontrol med hele entreprisekæden. På hospitalet blev malerfirmaet, efter eget udsagn, kun bedt om at forevise ansættelsesbeviser og det dokumenterer jo absolut ingenting i en rådden branche hvor dokumentfalsk efterhånden er blevet hverdag, siger han.

De polske malere har siden slutningen af juni arbejdet med at renovere det psykiatriske afsnit på hospitalet, og fagforeningen rejste sagen i slutningen af august, hvor det kom frem at malerne ikke havde fået udstedt CPR-nummer under påskud af, at sagsbehandlingen hos myndighederne var meget langsom.

På et såkaldte ”48 timers møder”, fremviste virksomhedens daglige leder midlertidige ”hjemmelavede” lønsedler. Mødet mundede ud i en aftale om at tingene skulle bringes i orden via et lønbureau, men da dette ikke var tilfældet en måned senere, rejste fagforeningen et krav om bod, da det ikke var godtgjort at malerne havde fået udbetalt løn.

Selvom bygherren, Region Hovedstaden blev informeret om sagen af fagforeningen, fortsatte det ulovlige arbejde. Fagforeningen forelagde i forgårs telefonisk nyheden om voldgiftkendelsen og fik oplyst at regionen nu endelig skrider til handling over for hovedentreprenøren.

Kædeansvar nødvendigt

– Nu har vi ved en voldgift fået slået fast at underbetaling har fundet sted, men det kan undre at regionen ikke bortviste malerfirmaet, da regionen tidligere blev gjort opmærksom på at arbejdet foregik ulovligt, siger Jesper Carl.

De seks polske malere har her fire måneder efter arbejdet startede op, stadig ikke fået CPR nummer og der er ikke blevet betalt en krone i skat for det arbejde, de har udført på hospitalet.

– Historien er et klassisk eksempel på hvorfor byggefagforeningerne ønsker kædeansvar, sådan at hovedentreprenøren kan holdes ansvarlig for det, der foregår længere nede i entreprisekæden. Et kædeansvar vil med sikkerhed føre til at hovedentreprenøren fører mere kontrol med underentreprenørerne, når denne står med det økonomiske ansvar, siger han. (brink)