Udbud forpester hverdagen

ISS personale lever med frygten for at deres arbejde bliver solgt til lavestbydende, de vil have EU’s udbudsdirektiv fjernet inden for landets grænser

– Det væsentligste problem i rengøringssektoren er udlicitering, det er udlicitering som skaber frygt for jobbene og øget konkurrence. Derfor har vi som tillidsfolk i ISS stillet krav om, at direktivet simpelthen fjernes inden for landets grænser, siger Anita Olander.

På banelegemet mellem Dybbølsbro og Enghave ligger arbejdspladsen ”Belvedere”, når man passerer med toget opdager man næppe, at det er en arbejdsplads. Her holder tyske sovevognstog og de gamle regionaltog. Det er her togene gøres rene inden næste tur, og det er her 18 ansatte hos ISS Trafikservice har deres daglige og natlige arbejde. De har de haft i mange år, for de fleste er det mere end 10 år på samme arbejdsplads.

Men de jævnlige udbudsrunder dikteret af EU udbudsdirektiver sætter dem under pres hver dag, og de er begyndt at diskutere, hvor længe de kan holde til arbejdet.

For to år siden var deres job i udbud sidst, resultatet blev at de mistede noget af arbejdet på de tyske sovevogne og de måtte sige farvel til tre kolleger.

– ISS troede vi mistede det hele, så de fyrede alle som arbejdede med DSB. De fyrede os på forhånd, og gav os på den måde ikke mulighed for at komme med over, hvis et andet firma vandt licitationen. De vasker deres hænder og lader os falde med udbuddet, siger Anita Olander. Hun er tillidsrepræsentant for gruppen og har arbejdet på togene i 19 år.

Rengøringsassistenternes fagforening, 3F Industri og Service forsøgte at stoppe de ”præventive” fyringer, som ISS havde varslet inden udbudsrunden.  Men en dom i Arbejdsretten gav ISS medhold i, at fyringerne ikke var en omgåelse af loven om virksomhedsoverdragelse. En lov som ellers skal sikre de ansatte, når arbejde bliver sendt i udbud.

– ISS gik her ind og ødelagde den sikkerhed, som er meningen med loven. De kom af sted med reelt at omgå den. 3F forsøgte at stoppe det – men tabte. Dommen betyder, at der er frit slag for alle til at fyre folk, hver gang noget bliver sendt i udbud. Reelt er vi ikke sikre på noget som helst mere, siger Anita Olander.

– Fyringerne gjorde os usikre, var det så nu, vi skulle væk? Folk blev frustrerede og stressede, fordi de ikke anede, om de havde jobbet. Vi står jo reelt på bar bund og skal ud at finde nyt arbejde, siger hun.

Den sidste grønne lund

Arbejdet på Belvedere er ren rengøring, ved det sidste udbud mistede de opredningen på de tyske sovevogne men beholdt rengøringen på togene. Det kostede tre job, så de nu er fire tilbage i Anitas arbejdsgruppe. Det er dels den daglige rengøring af de internationale tog og de blå regionaltog og dels hovedrengøring. En del af assistenterne er på fast natarbejde.

– Mens der andre steder i ISS er som en banegård, hvor der er meget udskiftning, så har vi folk, der har været her 25 år, og den ”yngste” i min gruppe har arbejdet her 10 år. Vi siger, det er den sidste grønne lund. Vi har tidligere tjent godt og haft en fin akkord. Vi har et godt forhold til kunden, dvs. DSB’s folk, siger Anita Olander.

Men det konstante pres fra udbudsrunder og nye opmålinger af arbejdet sætter sine spor.

– Usikkerheden har en stresseffekt i sig selv. Vi er gamle i gårde, så valget står mellem at finde noget andet og mindre belastende arbejde eller risikere at blive nedslidt. Der er ingen skånejob i ISS, dem har kommunerne overtaget.

– Man skal holde sig i god form for at klare vores arbejde. Rengøring i togene kræver smidighed og det belaster ryg og ben. Der er grænser for hvad kroppen kan holde til, og det mærker vi, siger hun.

– Selvom vi siger kroppen er vigtigere end arbejdet, så er jeg bange for, at vi risikerer at blive nedslidt. Ingen af os kunne drømme om et nyt rengøringsjob – ikke efter så mange år. Vi kommer til at starte helt forfra enten med en gammel uddannelse eller i et mindre belastende job.

Ingen fred

Selvom udbuddet gælder for fem år, så er der ingen garantier:

– Vores hverdag ændrer sig hele tiden, vi ved aldrig hvor længe det varer. Selvom ISS har kontrakt på arbejdet i fem år, så er det ingen garanti for at arbejdet ikke måles op igen. Hvis ISS eller DSB finder ud af at de skal spare, så bliver akkorden målt igen. ”Den her opmåling er hvis lidt for sød, så vi må lige finde den rigtige pris,” siger de. Og i de 19 år, jeg har været her, har jeg aldrig oplevet en opmåling, som var til vores fordel, siger Anita Olander.

– Vi forsøger at lade de mange rygter løbe ud af det andet øre. Det er først når vi står med brevet i hånden, at vi rigtig tror på det. Men selvfølgelig påvirker det os. Udlicitering af kystbanen er på vej, og nu vil man privatiserer DSB inden for ca. to år, ifølge pressen. Når det er nye selskaber, der skal køre, så er det usikkert, hvad der skal ske med rengøringen. Så vi kører meget usikkert i øjeblikket, vi ved ikke hvad der sker, siger hun.

Fjern udbudsdirektivet

– Det væsentligste problem i rengøringssektoren er udlicitering, det er udlicitering som skaber frygt for jobbene og øget konkurrence. Derfor har vi som tillidsfolk i ISS stillet krav om, at direktivet simpelthen fjernes inden for landets grænser, siger Anita Olander.

Kravet blev formuleret på en konference 3F holdt om EU set fra gulvet (se pjece).

– Jeg er overbevist om, at de menneskelige omkostninger langt overstiger de besparelser, man tror man laver ved udlicitering af rengøring. Man tænker kun på de små penge i et lille bitte perspektiv. Men det er ikke en dyt værd i forhold til dem, det går ud over.

– Der er ingen tanke for, hvilke lidelser nedslidningen fører med sig, og hvad det betyder at skulle leve resten af livet med det. De samfundsmæssige omkostninger overstiger den lille besparelse. EU udbuddene skal stoppes, fordi det er ødelæggende for både medarbejderne og samfundet, siger hun.

Til hvilken pris og for hvem?

– Det handler ikke om at vi skal have en loppetjans. Man siger udbud skal sikre den rigtige pris, men den kan vi godt finde uden. Regeringen vil privatisere mere og mere for enhver pris. Men prisen, som vi ser, er nedslidning og en elendig alderdom. Hvis man har ond i ryggen hele tiden, så er der ingen der gider høre på en. Det giver et dårligt liv, hvor alt brænder sammen både arbejdsmæssigt og socialt, siger Anita Olander.

– Hos os ved vi, at vi skal springe inden for de næste par år, vi kan ikke bære ret meget mere. Og vi får ikke de hjælpemidler der er brug for, senest har vi fået tonsvis af gratisaviser, vi skal slæbe ud af togene. Men det er, som om de ikke forstår det, det er jo ikke deres rygge, som bliver ødelagt. Det er okay, at vi skal finde en fair pris for vores arbejde. Men udliciteringen er gået helt amok, og virksomhederne burde selv begynde at tænke over, hvornår bunden er nået, siger Anita Olander. (brink)