I Tyskland vokser antallet af arbejdende fattige støt. 1,3 millioner tjener så lidt, at de får suppleret med socialhjælp. Dagpengesystemet Hartz IV er med til at undergrave ok-systemet, mener ekspert
Eurolandene skal blive ”tyske”, hvis euroen skal reddes, sådan lyder opskriften fra borgerlige økonomer som bakker op om de arbejdsmarkedsreformer, som påtvinges de kriseramte euro-lande. De henviser gerne til den såkaldte Hartz IV reform af dagpengesystemet, som blev gennemført af den tidligere socialdemokratiske regering, som en efterfølgelsesværdig reform.
For de lavest lønnede i Tyskland er det næppe nogen mirakelkur. Et nyt studie, som den tyske landorganisation DGB har fået lavet viser, at antallet af tyskere, som ikke kan leve af deres løn er vokset under krisen.
Fra 2007 til 2010 voksede antallet af tyskere, som tjente så lidt, at de fik suppleret deres løn med socialhjælp og boligstøtte med 13 procent. 1,3 millioner tjente så lidt at de fik knap 600 euro i tilskud om måneden.
– Det viser, at Hartz IV ikke bare er en midlertidig støtteordning for arbejdsløse. Den er i stigende grad blevet en støtteordning for erhvervsaktive, som ikke kan leve af deres løn, siger arbejdssmarkedsforsker Dr. Wilhelm Adamy, som er ansvarlig for studiet til FriFagbevegelse.no.
Der er vokset en formidabel lavtlønssektor frem i Tyskland. I intet andet OECD-land er lavtlønssektoren vokset så meget som i Tyskland.
Hovedårsagen er utvivlsom Hartz IV-systemet kombineret med omfattende brug af vikarer, midlertidig ansatte og oursourcing, vurderer han.
– Desværre tror jeg, at vi kun afdækker toppen af isbjerget i den her undersøgelse. F.eks. er der en stor gruppe af ufaglærte, som ikke tjener mere i dag end i 80-erne. De har overhovedet ikke holdt trit med den økonomiske udvikling, siger Adamy.
Siden den tyske genforening har der været store lønforskelle mellem øst og vest, en forskel som er skrevet ind i mange overenskomster. Det betyder at de tidligere østtyskere må leve med lønninger som er 15 – procent mindre end i vest.
Men det nye er, at problemet med fattige arbejdende, som må supplerer lønnen med socialhjælp nu vokser mere i vest end i de tidligere DDR, viser undersøgelsen.
Flugten fra overenskomsterne
Ifølge den tyske forsker har arbejdsgiverne gang i en bevidst kampagne, hvor virksomhederne outsourcer store dele af virksomheden og starter nye, som ikke er bundet af en overenskomst.
Denne ”flugt fra overenskomsterne” er startet i de østlige delstater, men spreder sig nu til vest.
– Flugten fra overenskomsten understøttes af Hartz IV-systemet, fordi systemet er sådan, at arbejdsløs har pligt til at tage et anvist job, så længe lønnen ikke er mere end 30 procent under overenskomsten, siger Adamy.
Bidrager til Euro-krisen
Samtidig skal en arbejdsløs også tage job, hvor tranporten til og fra arbejde er under 5 timer.
Arbejdsløse kan mao. blive anvist job, hvor de skal rejse 5 timer om dagen til en så dårlig løn, at de må gå på socialkontoret for at overleve.
– Systemet blev indført for 10 år siden under den socialdemokratiske regering. Nu er tyske politikere så glade for systemet, at de prøver at få andre europæiske lande til at gøre det samme. Men faktum er, at det tyske lavtlønssystem er en vigtig årsag til vores eksportsucces og dermed en medvirkende årsag til Euro-krisen. Men det snakker vi tyskere ikke højt om, siger Wilhelm Adamy til FriFagbevegelse.no. (brink)






