Det politiske jordskred i Grækenland er en chance, ikke bare for det krisemartrede land men også for en fundamental revurdering og revision af EU’s økonomiske og sociale politik, lyder det i opråb fra tysk LO og de store tyske fagforbund
Det er ikke med de tyske fagforeningers opbakning, når kansler Merkel fortsætter med at kræve, at den græske regering fortsætter nedskæringspolitikken.
Tværtimod får den nyvalgte græske regering nu støtte fra toppen af den tyske fagbevægelse, som i et åbent brev i stærke vendinger tager afstand fra kravene om, at den nye græske regering skal rette ind og fortsætte den nedskæringspolitik, som den afsatte regering har aftalt med Trojkaen.
De tyske fagforeningsbosser kræver at den græske regering får en fair chance:
– Der skal gang i seriøse forhandlinger med den nye græske regering, uden forsøg på afpresning og med målet at åbne nye økonomiske og sociale muligheder for landet efter den fejlslagne nedskæringspolitik. De gælder især de ruinerende betingelser, som blev aftalt med den forrige regering – som nu er stemt ud af regeringskontorerne – som betingelse for lånene. Europa må ikke, på det græske folks bekostning, fortsætte med at forfølge en politik, som beslutsom er blevet forkastet af et flertal af de græske vælgere. Blot at fortsætte uanfægtet er ikke længere en mulighed, hedder det.
Kald det ikke reformer
I stærke vendinger gentager de fagbevægelsens kritik af de betingelser, som grækerne blev stillet over for som betingelse for lånene. ”De fortjener ikke betegnelsen ”reformer”, skriver de.
– De milliarder af Euro, som er pumpet ind i Grækenland er først og fremmest brugt til at stabiliserer den finansielle sektor. Samtidig er landet drevet ud i dyb recession med brutale nedskæringer i statsbudgettet, som har ført til, at det er EU’s mest forgældede land. Konsekvensen er en social og humanitær krise uden fortilfælde i Europa, skriver de tyske fagbosser.
Den græske krise opsummerer de sådan:
En tredjedel lever i fattigdom, velfærdstaten er svækket, mindstelønnen skåret med 22 procent, det kollektive forhandlingssystem lagt i ruiner, skatten for de laveste indkomster er vokset. 27 procent arbejdsløse, en ungdomsarbejdsløshed på 50 procent. Mange står uden penge til mad, el, varme og og bolig. Mange har ikke længere adgang til sundhedsvæsenet. Valgresultatet er det voldsomme svar på den fejlslagne politik, konstater de.
Betingelserne har ikke noget at gøre med reformer, som kan møde Grækenlands aktuelle problemer. Ingen af landets strukturelle problemer er blevet løst, tværtimod er nye kommet til, mener de.
– Det har været en politik af nedskæringer og ødelæggelse ikke genopbygning. Virkelige strukturreformer, som fortjener den betegnelse ville have inkluderet seriøse forsøg på at angribe skatteunddragelse, klientelisme og korruption. Den nye græske regering er tvunget til at udforme sin egen genopbygnings- og udviklingsplan, skriver de.
De tyske fagforeningsfolk forestiller sig, at en ny græsk politik, skal indgå i den ”Europæiske investeringsplan”, som den Europæiske Faglige Sammenslutning længe har talt for.
Har EU plads til demokrati?
De græske vælgeres fravalg af dem, der var ansvarlige for den førte politik er en demokratisk beslutning, som Europa må respekterer, understreger de i det åbne brev.
– Den nye regering skal have en fair chance. Alle som nu kræver, at landet simpelthen fortsætter ad den såkaldte ”reformvej”, afviser i realiteten det græske folks ret til på demokratisk vis at ændre deres lands politik. Og hvis de så tilføjer, at en sådan ændring i bedste fald kun er mulig, hvis Grækenland forlader euroen, så er det det samme som at sige, at EU’s institutioner ikke kan rumme demokratiske afgørelser taget i medlemslandene. Sådanne synspunkter kan kun styrke de voksende nationalistiske bevægelser i Europa, skriver de.
Det såkaldte demokratiske underskud i Europa er ikke løst, og det ikke mindre af at begrænse demokratiet i medlemslandene. Derfor opfordrer de i stedet til at styrke demokratiet på Europæisk niveau, det er nødvendigt hvis det europæiske projekt skal vinde ny troværdighed.
– Det europæiske projekt bliver ikke fremmet af nedskæringsdiktater, men kun ved demokratiske initiativer nede fra og op, som kan fremme økonomisk genopbygning og større social retfærdighed. Sådan et initiativ skal støttes nu for det græske folks skyld. Samtidig vil det være med til at kick-starte en proces med politisk forandring i hele Europa. Den politisk omvæltning i Grækenland må gøres til en mulighed for at skabe et demokratisk og socialt Europa, slutter det åbne brev. (brink)






