Transportminister drejer af for EU-Kommissionen

Regeringen opgiver stramninger overfor dumping på landevejene efter EU-kommissionen har truet med EU-domstolen

Det blev en kort levetid for de stramninger af den såkaldte cabotagekørsel, som skulle dæmme op for noget af den sociale dumping på landevejene.

I september sidste år strammedes reglerne, så kørsel med tomme containere og returemballage (paller, blomsterbure eller lignende) over grænsen ikke blev anerkendt som en international transport, og derfor ikke gav adgang til cabotagekørsel (tre indenlandske transporter i Danmark på en uge red.)

EU-kommissionen har sendt en åbningsskrivelse, som er første skridt mod en sag ved EU-domstolen, hvor de afviser den danske særregel.

– EU-Kommissionen har ret i, at vores regler på det punkt har været for vidtgående. Et læs paller kan jo godt være en reel international transport, hvis en dansk virksomhed har købt dem af en producent i udlandet. Men det er vigtigt for mig, at kampen mod social dumping fortsætter med uformindsket kraft, siger transportminister, Magnus Heunicke.

Frygter omgåelse

SF’s trafikordfører Karsten Hønge kalder nu ministeren i samråd om sagen.

– Danmark har allerede mistet op mod 8000 danske chauffør-jobs, fordi vi ikke har været dygtige nok til at værne om danske arbejdspladser og danske løn- og arbejdsvilkår. Det er helt fair med konkurrence, men i Danmark skal det være på danske vilkår, siger Karsten Hønge til TV2

Han frygter, at ophævelsen af bestemmelsen vil betyde, at udenlandske chauffører i højere grad blot vil køre med tomme paller og containere ned over grænsen og vende som et påskud for igen at få lov til at køre cabotagekørsel i Danmark og dermed trykke lønnen.

– Det bliver, som jeg ser det, meget svært at kontrollere, om der er tale om reel transport eller fuptransport ned over grænsen. Og hvis den tendens fortsætter, er skrækscenariet en fremtid, hvor det er underbetalte østeuropæere, der kører varer rundt mellem danske byer, siger Karsten Hønge.

Formanden for de danske godschauffører, Harald Fabricius opfordrede i sidste uge regeringen til at stå fast:

– Vi har brug for de stramninger, i forvejen er der en åben ladeport med de fortolkninger af reglerne, som findes. Nu må vi holde fast og en gang for alle prøve at udfordre EU, sagde han til eufagligt.dk.

Regeringens beslutning om at rette ind efter EU-kommissionens krav kommer samtidig med, at godschaufførernes landsklub under 3F forbereder en kæmpedemonstration mod social dumping i transportbranchen. Den løber af stablen 3. maj på Christiansborg Slotsplads. (brink)