Topmødet brød gulvet op

Trods faglige advarsler godkendte EU-topmødet Kommissionens planer om at fritage 90 procent af virksomhederne for minimumskrav til arbejdsmiljø

”Rådet godkender de tiltag, som Kommissionen har foreslået i sin rapport om mindskelse af de reguleringsmæssige byrder for Små og Mellemstore Virksomheder.” Så kort blev det sagt i EU-topmødets konklusioner, men bag den lakoniske sætning gemmer sig en opgivelse af det ”gulv”, som EU har brystet sig af at have for arbejderbeskyttelse og arbejdsmiljø.

Den rapport som EU-toppen godkendte lægger nemlig op til, at fritage de omkring 90 procent af virksomhederne, som har under 250 ansatte for en række forpligtelser inden for arbejdsmiljø, og desuden overvejer kommissionen i samme åndedrag at lempe eller friholde dem for udstationeringdirektivets mindstekrav.

Kommissionens rapport er blevet mødet med voldsomme protester fra den samlede fagbevægelse i Europa. Herhjemme har bygningsarbejderne i BAT-kartellet opfordret statsministeren til med alle midler at forhindre, at rapporten bliver ført ud i livet.

– Det er fuldstændigt sindssygt, sagde Gunde Odgaard fra Bygge, Anlægs- og Trækartellet, om det nu vedtagne forslag fra EU-Kommissionen.

Før topmødet undlod statsministeren at forholde sig til forslaget da hun forelagde topmødet for Folketingets Europaudvalg. Og i konlusionerne fra mødet er der ingen tegn på, at nogen af regeringscheferne har protesteret, selvom de alle har modtaget advarsler fra Den Europæiske Faglige Sammenslutning.

I stedet får beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen nu mulighed til at forholde sig til rapporten.

Enhedslistens ordfører for social dumping, Finn Sørensen spørger i et såkaldt praragraf 20 spørgsmål, om ministeren er enig med BAT-kartellet i at ”Statsministeren med alle midler skal stoppe EU-kommissionens forsøg på at lempe kravene til små og mellemstore virksomheder. Svaret falder onsdag Folketingets spørgetid. (brink)