EU love må ikke koste erhvervslivet: Konkurrenceevnen må ikke antastes konkluderer EU cheferne.
Gemt under punkt 18 i topmøde konklusionerne rækker EU regeringscheferne nu en hjælpende hånd til arbejdsgiverne. På topmødet i sidste uge enedes man om, at EU lovgivningen ikke må koste erhvervslivet for meget. I konklusionerne fra topmødet står der, at ‘EU-lovgivningen bør ikke være et handicap for EU’s konkurrenceevne sammenlignet med andre store økonomiers konkurrenceevne’.
Topmødet opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til de konsekvenser, som foreslået EU-lovgivning har for virksomhederne. Hver gang der foreslås nye regler skal Kommissionen foretage en omfattende analyse af konsekvenserne for erhvervslivet. Miljøregler og anden EU-lovgivning må ikke for fremtiden forringe virksomhedernes økonomi og konkurrenceevne.
Hos DI vækker regeringschefernes håndsrækning ublandet glæde: Europapolitisk chefkonsulent i Dansk Industri, Anders Ladefoged siger til Ritzau, at der er tale om et markant signal om, at EU i højere grad skal tage højde for, hvilke byrder man pålægger virksomhederne.
Topmødet peger direkte på, at den nye politik passende kan tages i brug, når det nye forslag om kemikalier skal vedtages.
‘Det kommende forslag om kemikalier (….) bliver en første lejlighed til at følge denne linje, og der skal navnlig ses på forslagets indvirkning på små og mellemstore virksomheder’, hedder det i teksten fra topmødet.
EU-Kommissionen fremlægger onsdag 29. oktober sit endelige forslag til den kommende kemikaliestrategi, der oprindelig skulle regulere de op mod 30.000 stoffer på markedet. Men allerede nu er to tredjedele af stofferne undtaget.
Et kældergulv
– Signalet fra topmødet handler ikke bare om miljø og forbrugerbeskyttelse. Det er et klassisk eksempel på, hvordan konkurrenceevne har forrang. Det er den vej man har beslutter i EU, og det her er et vink med en vognstang om, at man ikke skal forvente, at EU kan sikre hverken lønmodtagernes eller forbrugernes interesser, siger faglig sekretær i Dansk Metal Århus, Finn Andersen.
– Det må snart gå op for folk, at det fælles gulv, som EU vil opbygge for at beskytte arbejdsmiljø og lønmodtagere bliver et kældergulv. Samtidig er der lagt op til, at der i den ny forfatning skal tages flere flertalsafgørelser i EU. De beslutninger bliver med den lavest mulige fællesnævner, med det signal fra topmødet, siger Finn Andersen. (brink)
Lagt på nettet 23.10.03
