Tjekkiske knuder

Den tjekkiske præsident forhøjer indsatsen for en underskrift

EU-systemet i hektisk aktivitet for at slå det sidste søm i Lissabontraktaten. Lørdag skrev den polske præsident under på, men samtidig vokser kravene fra den tjekkiske præsident Klaus inden han vil skrive under.
Samtidig med at Lissabontraktaten stadig afventer en fornyet behandling i den tjekkiske forfatningsdomstol præsenterede præsidenten en række nye krav.
Forfatningsdomstolen skal tage stilling til, om traktaten overfører for meget magt til EU i forhold og om det er i strid med den tjekkiske forfatning. Sidst domstolen behandlede Lissabontraktaten tog det seks måneder. Der er ingen meldinger om, hvor lang tid det tager denne gang.
Fredag krævede Vaclav Klaus, at Tjekkiet fik et forbehold for traktatens Charter om grundlæggende rettigheder. Polen og Storbritannien har et lignende forbehold, som garanterer, at de grundlæggende rettigheder ikke påvirker deres lovgivning.
Og Klaus har gjort det klart, at han ikke vil spises af med en højtidelig erklæring, som den Irland fik inden anden afstemning men forlanger en juridisk bindende undtagelse.
Kravet kom frem efter et møde mellem Klaus og EU-parlamentets formand, Jerzy Buzek.
Buzek sagde efter mødet, at en sådan undtagelse kræver godkendelse af samtlige lande.
Klaus frygter at de Sudeter-tyskere, som har forladt Tjekkiet vil kræve ejendom tilbage med henvisning til Chartret om grundlæggende rettigheder.
– Traktaten truer borgernes legalitet og ejendomsrettens stabilitet i landet, siger han.
Presset på den tjekkiske præsident er intenst, fordi EU-systemet er lammet indtil det blive klart hvilke spilleregler der skal gælde i den nærmeste fremtid.
Samtidig håber EU-toppen at en hurtig afgørelse kan forhindre, at en konservativ britisk regrering udskriver folkeafstemning om traktaten. (brink)