Tjekkisk klage til forfatningsdomstolen kan forsinke Lissabontraktaten yderligere, britiske konservative lover folkeafstemning, hvis den tjekkiske præsident trækker tiden ud for ratifikation
Tirsdag afleverede en gruppe tjekkiske EU-skeptiske senatorer endnu en klage over Lissabontraktaten til den tjekkiske forfatningsdomstol.
De 17 senatorer mener, at EU-traktaten er i strid med den tjekkiske forfatning, fordi den overfører for meget magt fra medlemslandene til EU.
– Vi har indgivet klagen i dag. Vi beder om en vurdering af traktatens overensstemmelse med den forfatningsmæssige orden, siger senator Jiri Oberfalzer til nyhedsbureauet AFP.
Den tjekkiske præsident, Vaclav Klaus, har bebudet, at han ikke vil underskrive en endelig tjekkisk ratifikation, inden der er faldet en afgørelse i sagen.
Forfatningsdomstolen undersøgte sidste år en lignende klage, som endte med at blive afvist. Men undersøgelserne varede mere end et halvt år, og hvis det gentager sig, risikerer slutspillet om Lissabon at ende i Storbritannien.
De britiske konservative har lovet et folkeafstemning om Lissabontraktaten, og de står til at vinde næste valg, som skal holdes senest 3. juli næste år. Alt tyder på at de britiske vælgere vil forkaste traktaten, hvis de får chancen.
Tilsyneladende spiller den tjekkiske præsident Klaus nu sammen med lederen af de britiske konservative, David Cameron.
I et brev til den tjekkiske præsident, lover Cameron at de konservative vil udskrive folkeafstemning, hvis de vinder valget næste år, rapporterer Daily Mail.
Fordudsætningen for britisk folkeafstemning er dog, at Vaclav Klaus trækker underskrivelsen af Lissabontrkataten i langdrag til efter et det britiske valg, skriver Cameron. (brink)






