Svensk løsning med smuthul

Det svenske forslag til løsning på Lavalsagen er i strid med internationale konventioner og åbner smuthul for social dumping, mener svensk fagbevægelse

Mens Danmark for længst har fået sin Lavallov, som skal afbøde de værste virkninger af EF-domstolens indskrænkning af konfliktretten, så er den svenske lovgivning ikke på plads endnu.
Hvor vi i Danmark har haft et ”Christiansen-udvalg” til at udrede konsekvenserne af EF-domstolens afgørelse, har det i Sverige være overladt til en Claes Stråth. Han har haft til opgave at komme med forslag, som på en gang imødekommer domstolens krav og bevarer den svenske model for kollektive aftaler så intakt som muligt.
Ståths betænkning er pt. i høring blandt organisationerne. De to svenske landsorganisationer LO og Tjenestemændenes Centralorganisation har i et omfattende fælles høringssvar rejst en række kritikpunkter af betænkningen.
Fagbevægelsen finder, at Stråths forslag på den ene side viser, at en stor del af problemerne kan løses, men at det samtidig står klart, at der er brug for en ændring af EU-retten. En vurdering som ligger på linje med dansk LO, som også kræver ændringer på EU-plan.

I strid med internationale konventioner

LO og TCO mener, at EF-domstolens afgørelse i Lavalsagen strider mod internationale konventioner, fordi dommen indskrænker den fri forhandlings- og strejkeret. De peger på at domstolen i Lavaldommen og andre domme overtræder både den internationale arbejdsorganisations, ILO’s konventioner nr. 87 og 98 og den europæiske menneskerettighedskonvention.
Men at domstolen ser stort på konventionerne fritager ikke Sverige for ansvar, mener fagbevægelsen. Hvis regeringen følger Stråths forslag, så risikerer Sverige at overtræde sin forpligtigelse overfor ILO, lyder advarslen.
Stråth foreslår indskrænkning i strejkeretten overfor firmaer fra andre EU-lande som udstationerer arbejdere i Sverige.
Det stiller LO og TCO spørgsmålstegn ved af flere grunde:
For det første er strejkeretten en fundamental rettighed, som kun kan begrænses når det truer, hele eller dele af befolkningens sikkerhed eller sundhed. Men begrænsningerne i forslaget henviser ikke til nogen af de grunde.
For det andet, indebærer den foreslåede bestemmelse, at de emner, som kan gøres til genstand for kollektive forhandlinger begrænses. Der kan kun konfliktes, hvis formålet er at regulere vilkårene for udstationerede arbejdere på de områder og niveauer, som er angivet i udstationeringsdirektivet, hedder det i høringssvaret.
LO og TCO peger på, at ILO har afvist sådanne begrænsninger og i sin retspraksis garanteret faglige organisationer en vidtstrakt ret til selv at afgøre, hvad man vil stille krav om i kollektive aftaler, og frihed til selv at vælge konfliktvåben. 
I betænkningen burde Stråth desuden have været opmærksom på ILO’s principper om ikke diskriminering mellem inden- og udenlandske arbejdere, påpeger organisationerne.

Frygter smuthul for social dumping

Forslaget fra Stråth åbner et smuthul, som betyder at udenlandske firmaer kan fuppe fagbevægelsen med oplysninger om de ansattes vilkår, det mener både de to hovedorganisationer og det svenske byggearbejderforbund, Byggnads, som også har sendt et høringssvar.
Byggnads er sådan set godt tilfreds med, at det bliver muligt at rejse overenskomstkrav til udenlandske firmaer, men den mulighed bliver i praksis ødelagt af et andet forslag i betænkningen. Hvis loven bliver vedtaget, så bliver fagbevægelsen afskåret fra at kræve overenskomst, hvis firmaet kan fremvise en overenskomst hjemmefra, som er lige så god eller bedre end den gældende svenske på området.
Forslaget betyder stor risiko for fusk og plat. Der er stor risiko for at firmaerne i endnu højere grad kommer til at arbejde med dobbelte aftaler og falske lønsedler, som det er umuligt at kontrollere. Byggnads mener, forslaget åbner for social dumping, for hvis blot firmaet kan præsentere en aftale i en retssag, så får de medhold selvom det er helt andre vilkår, som gælder i praksis. (brink)