Svensk LO vil ikke bindes af pagt

Ikke på vilkår! Svensk LO vil have klare garantier for, at Sverige ikke skal bindes af Finanstraktatens regler, ellers kan landsorganisationen ikke støtte svensk deltagelse

Se mere

  • Se indlægget Svenska Dagbladet

    Se topmødets anbefalinger til Spanien

  • I et indlæg i Svenska Dagbladet afviser samtlige medlemsforbund under svensk LO at Sverige skal lade sig binde af den finanspagt, som bliver underskrevet på topmødet i dag og i morgen.

    – Regeringen og rigsdagen må tydeligt erklære, at Sverige ikke på nogen vilkår kommer at lade sig binde af europagtens regler, også selvom de bliver traktatfæstet. Uden en sådan erklæring kan LO ikke støtte svensk deltagelse, skriver LO formand, Wanja Lundby-Wedin og samtlige LO forbund i indlægget. Hvor de samtidig kræver at den svenske regering afviser at give antifaglige anbefalinger til medlemslandene.

    Den svenske fagbevægelse mener, at at finanspagten er en fejlkonstruktion.
    – Pagten er alt for ensidigt fokuseret på budgetdisciplin og savner en tydelig plan for, hvordan Europa skal vokse sig stærkere ud af krisen. Den risikerer at lede til en så hurtig opstramning af økonomien, at fremtidige muligheder for job og vækst alvorligt hæmmes, skriver Wanja Lundby-Wedin.

    LO erkender behovet for budgetdisciplin, men den bør ikke ”ristes i sten,” der er brug for fleksibilitet og hensyn til beskæftigelsen i medlemslandene, mener de.
    – Derfor bør finanspagten heller ikke skrives ind i EU’s traktat. Men hvis det bliver en del af traktaten i fremtiden, så må den følges af en social protokol, lyder kravet.

    Krænker faglige rettigheder

    Selvom svensk deltagelse selvfølgelig er et vigtigt spørgsmål for den svenske fagbevægelse, så er den overordnede politik, som pagten er en del af endnu vigtigere, påpeger Wanja Lundby-Wedin:
    – Vi har på de seneste set en række eksempler på, hvordan eurokrisen bruges som undskyldning for at krænke faglige rettigheder. Et eksempel er Spanien, hvor en konservativ regering forsøger at gøre det umuligt at lave fagligt arbejde, bl.a. ved at forbyde nationale brancheoverenskomster, skriver hun.

    Det sker efter at topmødet for snart et år siden i ”anbefalede” Spanien at flytte brancheoverenskomster ned på virksomhedsniveau, stoppe automatisk forlængelse af kollektive overenskomster og skabe øget lønfleksibilitet.

    – Den spanske regering gør nu det, som Reinfeldt (den svenske statsminister) og de øvrige regeringschefer dikterede allerede sidste år. Denne anti-faglige politik må stoppes, skriver den svenske LO formand.

    Dagens topmøde skal også diskutere årets anbefalinger til medlemslande. Og svensk LO kræver, at deres statsminister på mødet markere, at Sverige ikke vil acceptere anbefalinger, som fører til en krænkelse af faglige rettigheder.

    – Lønudviklingen er en national kompetence – i Sverige en sag mellem parterne – og EU’s institutioner skal holde sig væk, skriver svensk LO. (brink)