Efter to år uden indflydelse på arbejdskraftsindvandring kræver svensk fagbevægelse stop for grov udnyttelse af den udenlandske arbejdskraft
For to år siden brød den borgerlige svenske regering med en 40 års lang tradition, hvor arbejdsmarkedet var med at afgøre, hvor der var brug for udenlandsk arbejdskraft og på hvilke betingelser de skulle beskæftiges.
Det ændrede den borgerlige regering, som liberaliserede adgangen og opgav kontrollen med de vilkår den udenlandske arbejdskraft bliver budt. Ifølge LO er myndighedernes rolle nu indskrænket til at godkende de ansøgninger om arbejdstilladelser, som arbejdsgiverne stiller med. Men fagbevægelsens rolle er begrænset til at vurdere om de vilkår, som beskrives i ansøgningen flugter med overenskomsterne. Men hverken myndigheder eller fagbevægelse har mulighed for at kontrollerer realiteterne.
– To år efter de nye regler for arbejdskraftsindvandring er vidnesbyrdene mange om den rovdrift på den udenlandske arbejdskraft som foregår i Sverige. Regeringen har skabt et system, hvor den udenlandske arbejdskraft havner i et urimeligt afhængighedsforhold til sine arbejdsgivere og bliver et let offer for udbytning, siger LO formand Wanja Lundby-Wedin.
Retten til at være i Sverige er knyttet til jobbet, og truslen om udvisning er blevet et effektivt middel for useriøse arbejdsgivere til at kue arbejdstagerne til ikke at stille krav om bedre arbejdsvilkår eller søge hjælp, mener LO.
– Vi ser hver dag, hvordan det fører til urimeligt lave lønninger og arbejdsvilkår, som ingen burde behøve acceptere i Sverige i 2010, siger LO formanden.
Regeringen har indkaldt til forhandlinger om lovgivningen og LO foreslår en række ændringer, som kan stoppe rovdriften.
LO vil have fagbevægelsens indflydelse tilbage. Og forlanger at myndighederne begynder at kontrollere, at arbejdsgivernes oplysninger om arbejdsvilkårene stemmer.
LO vil have stoppet tendensen til, at udenlandske arbejdere koncentreres i brancher, hvor det kan være svært at rekruttere svensk arbejdskraft på grund af lave lønninger, dårlige arbejdsvilkår og dårligt arbejdsmiljø.
En fast ansættelse bør være et krav for at få en arbejdstilldadelse. I dag bevilges op til to års arbejdstilladelse på en ansøgning, som stiller arbejdsgiveren frit til at fyre den udenlandske arbejder eller ændre vilkårene for ansættelsen.
– Arbejdstagere som står frem og kræver fair arbejdsvilkår skal ikke risikere udvisning. Lad dem i stedet blive i den tid arbejdstilladelsen gælder og give dem mulighed for at finde sig en ny arbejdsgiver, lyder opfordringen fra svensk LO.
For at styrke de mest udsatte på arbejdsmarkedet, mener LO at udlændingeloven skal ændres, så det afkriminaliseres at arbejde i Sverige uden arbejds- og opholdstilladelse. (brink)






