Om tre uger er der frit slag for løndumping fra udenlandske firmaer i Sverige frygter svensk LO
Onsdag vedtog den svenske rigsdag den såkaldte Laval-lov, som træder i kraft allerede 15. april. Dermed svækkes svensk fagbevægelses muligheder for at bekæmpe social dumping, det bliver i realiteten en frivillig sag for udenlandske virksomheder om de vil indgå kollektive overenskomster, mener svensk LO.
Til det sidste forsøgte oppositionen at forhindre en vedtagelse og få den udskudt, så den først skulle behandles efter næste valg, det mislykkedes da den borgerlige regering fik loven igennem i går.
Laval-loven skal angiveligt tilpasse de svenske konfliktregler til EU-domstolens afgørelse i Laval-sagen, hvor de svenske bygningsarbejderes blokade mod et lettisk firma blev dømt ulovligt, og de svenske fagforeninger blev idømt millionbod.
Men både fagbevægelse og venstrepartierne mener, at loven går alt for langt. Den forbyder de svenske fagforeninger at kræve overenskomst og konflikte mod udenlandske firmaer som har udstationeret arbejdere i Sverige.
Blot et stykke papir
Ifølge den nye lov skal et udenlandsk firma blot kunne fremvise en ansættelseskontrakt, som siger, at de udstationerede ikke aflønnes under mindstelønnen i overenskomsten på området.
Laval-loven gør det meget svært at holde fast på kollektive aftaler med udenlandske virksomheder, mener svensk LO.
– Kollektive aftaler bliver i realiteten frivillige for udenlandske virksomheder, siger LO’s aftalechef Per Bardh. (brink)






