Tysk pres for en superkommissær med vetoret over nationale budgetter og mylder af kandidater til ”tunge økonomiske poster”
Så sent som søndag pressede den tyske finansminister yderligere på for at få en såkaldt superkommissær i den nye EU-kommission. En kommissær som vel at mærke skal udstyres med vetoret over de nationale finanslove.
– Hvorfor ikke have en europæisk budgetkommissær med magt til at afvise nationale budgetter, hvis de ikke levet op til de love, vi sammen har vedtaget, spurgte han i et indlæg i Financial Times. Hvor han samtidig plæderede for et særskilt Eurozone-parlament.
I forvejen skal de lokale regeringer sende deres budgetforslag til kommissionen, inden det forelægges de lokale parlamenter, men med en direkte vetoret vil EU-kommissionen yderligere kunne stramme grebet om de lokale budgetter.
Forslaget har længe cirkuleret i EU systemet og bliver nu gentaget at den tyske finansminister i et indlæg under overskriften: Mere integration er stadig det rette mål for Europa. Wolfgang Schäuble optræder her sammen CDU’s tidligere politiske talsmand Karl Lamers.
– I den ideelle verden var Europa en politisk union. Det ville være den bedste måde at møde udfordringerne i det 21 århundrede, skriver de og opfordrer til at fortsætte processen uanset at håndtagene indtil videre er utilstrækkelige.
Flere hænder på rattet
Søndagen gik i Danmark – mediemæssigt – med at fejre, at de radikales leder skal være ny EU-kommissær.
– Nu glæder jeg mig til at få hånden på rattet som kommissær, som Vestager sagde til Politiken søndag, da det stod klart, at hun skal være den næste dansker i EU-kommissionen. Selvom det ikke er afsløret, hvilken post hun får, så lagde regeringen ikke skjul på, at den er blevet sat en såkaldt tung økonomisk post i udsigt.
Nu forventer ingen, at hun bliver budgetkommissær, da Danmark som bekendt kun er skyggemedlem af Eurozonen, men alligevel en tung post. Spørgsmålet er, hvor meget tyngde der er tilbage, hvis planerne om en superkommissær med vetoret bliver realiseret.
Det finske netmedie Yle Nyheter har allerede erfaret fra ”diplomatiske kilder i Bruxelles, at den tidligere finske statsminister Jyrki Katainen er udset til posten. Katainen har siden juli været økonomikommissær, en post han overtog fra Olli Rehn, som indtil da havde ryet som kommissionens hårde hund, når det gjaldt en stram økonomisk politik og nyliberale reformer.
Men samtidig kan et bulgarsk medie melde, at Bulgariens nuværende kommissær Kristalina Georgieva, også står til at få posten som budgetkommissær og vicepræsident i kommissionen. Hun var længe i spil til posten som EU’s nye ”udenrigsminister”, men det job gik til den Italienske udenrigsminister. Så personkabalen er måske knap på plads, hvem der i sidst ender med hænderne på rattet ventes offentligjort inden for de næste uger. (brink)






