EU-kommissionen vil skære mere end 3 milliarder kr i Ungarns EU-penge, fordi landet ikke overholder budgetkravene
EU-Kommissionen vil fratage Ungarn 3,7 milliarder kroner i støtte som straf for, at landet ikke overholder EU’s budgetkrav.
Det fremgår af en indkaldelse til pressemøde efter kommissionens ugentlige møde i Bruxelles. På pressemødet vil økonomikommissær Olli Rehn og kommissær for EU’s regionspolitik, Johannes Hahn, gøre nærmere rede for skridtet.
I januar kritiserede kommissionen den ungarske regering for ikke at have holdt sit budgetunderskud under de tre procent af bruttonationalproduktet (BNP), der er et krav i EU’s nye budgetregler.
Eurolande kan straffes direkte for at bryde reglerne. Mens Ungarn, der står uden for euroen, ifølge kommissionen i stedet skal straffes ved at miste støtte fra EU’s strukturfonde. (brink)






