Hurtig aktion gav pote. – Endnu engang er det bevist. Det betaler sig at kæmpe, siger formanden for de aarhusianske stilladsarbejdere, Jacob Jespersen.
Tidlig onsdag morgen blokerede 70-80 stilladsarbejdere porten til Lisbjerg forbrændingen i Aarhus med krav om, at det tjekkiske stilladsfirma K2 Leseni tegner overenskomst.
Et par timer efter var alle 150 håndværkere sendt hjem. På et møde senere på dagen mellem byggeledelsen og 3F blev det aftalt, at de tjekkiske stilladsarbejdere ikke arbejder på pladsen før firmaet har indgået overenskomst med fagforeningen.
En repræsentant fra firmaet kommer til byen i næste uge for at forhandle overenskomst med fagforeningen. Men hvis tjekkerne ikke skriver under, så bliver det et andet firma – med overenskomst – som kommer til at løse opgaven, fremgår det af aftalen med hovedentreprenøren.
– Kollegaerne viste styrken og et par timer senere, får firmaet sat stolen for døren af byggeledelsen. Vi mener dette er en kæmpe sejr for sammenholdet, og viser at det betaler sig at stå sammen og kæmpe, siger Jacob Jespersen.
– Vi ser selvfølgelig gerne at K2 Leseni indgår en overenskomst med vores fagforening, Det har hele tiden været vores mål, men omvendt, hvis mesteren ikke vil indordne sig efter forholdene i Danmark, så hilser vi byggeledelsens beslutning om at udskifte firmaet med et andet, yderst velkommen, siger han.
Det er Aarhus kommune, som er bygherre på projektet. (brink)






