Fattigdommen i Tyskland når historiske højder, med 12 millioner fattige, den nye mindsteløn ser ikke ud til at kunne bremse udviklingen
Tolv millioner tyskere er fattige, det højeste antal nogensinde registreret, viser en undersøgelse fra velfærdsorganisationen, Paritätischer Wohlfahrtsverband.
Rapporten har fundet at 12,5 million eller 15,5 procent af tyskerne var fattige i 2013, en stigning på en halv procent i forhold til året før. Undersøgelsen indikerer samtidig, at den nye lovfæstede mindsteløn ikke ser ud til at kunne stoppe udviklingen, skriver EurActiv Germany.
– Siden 2006 har der været end tydelig og farlig udvikling mod mere fattigdom, siger Ulrich Schneider, direktør Paritätischer Gesamtverband. Ifølge undersøgelsen er fattigdommen vokset med 11% i perioden.
– Fattigdommen i Tyskland har aldrig været større og den regionale fragmentering har aldrig været mere alvorlig, advarer han. Schneider afviser en nylig rapport fra den tyske regering, som ellers peger på at indkomstkløften mindskes. Det er simpelthen usandt, siger han.
Enlige der har mindre end 982 euro om måneden betegnes som fattige i Tyskland, men mindre end 1872 euro er fattigdomsgrænsen for en familie med to børn.
Enlige mødre er især udsat
Hele 40 procent af de enlige mødre falder under fattigdomsgrænsen. Og på trods af, at arbejdsløsheden er faldet i landet, så er fattigdommen alligevel voksende.
– Fattigdommen er selvskabt. Tyskland har åbenlyst fordelingsproblemer samtidig med at velstanden stiger, siger Schneider.
Selvom indførelsen af en mindsteløn på 8,50 euro i timen fra 2015 er et ”godt tegn”, så tror han ikke, at det vil løse problemer.
– Det ændrer ikke det faktum, at mange fattige er og fortsat vil være i ”mini-jobs” eller modtage socialhjælp oven i deres løn for at kunne overleve, siger Schneider.
Tysk LO kræver øjeblikkelig handling mod den foruroligende udvikling.
– De usikre løse jobs og misbruget af ansættelseskontrakter skal bekæmpes, siger Annelie Buntenbach fra DGB’s ledelse. (brink)






