De irske lavtlønnede betaler høj pris for EU’s “hjælpepakke.” Den irske regering siger EU-Kommissionen har forlangt mindstelønnen skåret med 12 procent
En skammens dag, kaldte irsk LO, ICTU det, da det irske parlament vedtog at skære 12 procent af den lovfæstede mindsteløn, så den falder fra knap 65 kr. i timen til 57 kr. i timen.
– Regeringen og parlamentets flertals beslutning om at tage 40 euro (ca. 350 kr). om ugen fra de arbejdende fattige er langt under den grænse for anstændighed, som vi har i dette samfund. Det vil ikke skabe et job eller sparer finansministeren for en øre. I stedet ender pengene i lommerne på nogen af Irlands værste arbejdsgivere, siger ICTU’s generalsekretær, David Begg.
En af regeringens seniorministre sagde før jul, at det er EU-kommissionen, som har forlangt mindstlønnen ned.
– Vi har bedt om Kommissionens kommentar til det, men ikke fået svar. Så vi kan for nuværende ikke sige med sikkerhed, om Kommissionen har interveneret direkte, eller om regeringen forsøger at gemme sig bag EU. Men vi har påpeget overfor Kommissionen, at Lissabontraktaten slår fast, at løn og lønforhold er uden for deres kompetence, siger ICTU’s pressechef, Macdara Doyle til eufagligt.
I en anden sag, har den irske regering videregivet en ny overenskomst på et lavtlønsområde til Kommissionens embedsmænd til vurdering.
– Det skete på trods af, at det var en aftale indgået mellem ICTU og arbejdsgivernes hovedorganisation. Det forekommer højst ekstraordinært, at to parter kan nå til enighed om en aftale, for bagefter at se Kommissionen indblandet, siger Macdara Doyle.
Skarp protest
Den Europæiske Faglige Sammenslutning, EFS har fået lignende rapporter fra Grækenland, som også skal leve op til kravene i EU’s hjælpepakke.
Meldingerne fra fagbevægelsen i de to medlemslande, som er de første som smager vilkårene for at få del i de finansielle hjælpepakker, får EFS til at reagerer usædvanligt skarpt.
EFS’ generalsekretær, John Monks har krævet et øjeblikkeligt møde med den ansvarlige kommissær, Olle Rehn. Monks advarer om, at hvis den udvikling fortsætter så vil medlemslande ende med at få status som en slags halv-kolonier.
– Denne politik med detaljeret indblanding i arbejdsmarkedet, tramper hen over kommissionens fromme udtalelser om parternes autonomi og vigtigheden af social dialog. Og den ser helt bort fra, at EU-traktaterne udtrykkelig undtager lønforhold fra EU’s kompetence, siger John Monks.
EFS er netop gået ind i sagen, fordi Kommissionen hidtil har været tavs om sin rolle. Den irke landsorganisation står bag EFS’ skarpe protest.
– Vi er helt på linje med John Monks bemærkninger i brevet til kommissær Rehn. Især når det gælder den sociale dialogs forrang, siger Macdara Doyle. (brink)






