Tre års krise har forvandlet det spanske vækstmirakel til et samfund på randen af opløsning. Trykbølgen fra den bristede boligboble har gjort hver femte arbejdsløs, mens nedskæringer truer et beskedent velfærdssystem. En ny konservativ regering gør klar til yderligere ”reformer”. Men bliver det ved med at gå uden social konflikt?
|
Foto Thomas Vilhelm |
Af Martin Tønner
Statistikken er frygtindgydende. Pr. 1. oktober stod 4.978.300 spaniere uden job. Det svarer til 21,5 pct. af arbejdsstyrken, og dykker man ned i tallene, bliver det endnu værre. I gruppen under 30 år stiger ledigheden til 35 pct., og blandt de helt unge under 25 år er næsten halvdelen arbejdsløse.
Det er i sig selv en tragedie, at store dele af en generation efterhånden har lige så store chancer for at finde et job som at vinde i lotteriet. Men det er, når man lægger tallene for arbejdsløshedens følgesygdomme til regnestykket, at omfanget af Spaniens sociale katastrofe træder frem. En katastrofe, der har udviklet sig i langsom gengivelse i løbet de seneste tre-fire år, og som nu er ved at nå til sit point of no return.
Tre ud af 10 arbejdsløse har opbrugt deres dagpenge, som man i Spanien i bedste fald har ret til i to år. Alene i den store østlige region Catalonien vil det samme ske for yderligere 200.000 i de første måneder af 2012. I 1,4 mio. familier er alle medlemmer ledige, og i 500.000 af dem er den eneste indtægtskilde en særlig kriseydelse på 420 euro. 800.000 har krydset fattigdomsgrænsen (en årsindkomst under 8.000 euro) siden krisens start.
I Barcelona sættes 21 familier dagligt på gaden, fordi de ikke kan betale afdrag på boliglånet. Ifølge Røde Kors har der ikke været større efterspørgsel på hjælpepakker med mad og andre basale dagligvarer siden årene efter den spanske borgerkrig. Og sådan kunne man blive ved, hvis det ikke var for trist.
Enorm boligboble
Hvordan er det gået så galt? Hvad er der blevet af det fremadbusende land, der op gennem 1990erne og de første år af det nye årtusind tordnede derudaf med konstante vækstrater på tre-fire pct.? Den korte forklaring er, at boligboblen få steder i den vestlige verden fik lov at vokse sig så vanvittigt stor som i Spanien.
Den spanske nationalbank advarede allerede først i 2000erne om, at boligmarkedet var overvurderet med mindst 20 pct. Et forsigtigt skøn, der ikke desto mindre blev skudt ned af den daværende konservative finansminister – og senere IMF-chef – Rodrigo Rato med en bemærkning om, at hvis priserne var steget så meget, måtte det være fordi, folk godt kunne betale.
Det var samme konservative regering, der med et tag selv bord af en by og landzonelov fyrede op under en overophedet økonomi, hvor byggeriet endte med at udgøre 18 pct. af BNP. Men også de seneste års socialistiske regering under José Luis Rodríguez Zapatero bærer sin del af skylden for katastrofen.
Fra ”deacceleration” til krise
 Foto Thomas Vilhelm |
Zapatero begyndte ellers allerede som menigt parlamentsmedlem i 1990erne at stille spørgsmål ved Spaniens udviklingsmodel, og som oppositionsleder fik han for alvor vind i sejlene, da han satte den usunde udvikling på boligmarkedet på den politiske dagsorden. Men da socialisterne vandt valget i 2004, turde eller formåede han ikke at lægge kursen om.
De rare penge fra bobleøkonomien finansierede ikke blot spaniernes private forbrug men også i vid udstrækning kommuner og regioner via skatter på boligtransaktioner. Og da krisen begyndte at stikke sit grimme hoved frem, nægtede Zapatero at tale om andet end en ”deacceleration” af økonomien, mens han lovede nye velfærdsgoder op til valget i 2008.
Men når den socialistiske leder, forvandlet til et omvandrende politisk lig, har måttet holde lav profil under kampagnen op til valget 20. november for ikke at skræmme de sidste socialistiske vælgere væk, skyldes det et monumentalt løftebrud. Da Zapatero indså, at krisen var en realitet, svor han samtidig, at den eneste vej ud af den var ”social”: Nedskæringer kunne blive nødvendige, men måtte på ingen måde sætte spaniernes hårdt tilkæmpede og i øvrigt relativt beskedne velfærdssamfund over styr.
Presset til kovending
Hvad der helt præcist skete i de første dage af maj 2010, vides ikke. Men at den spanske regering modtog et vink med en vognstang fra EU, er oplagt, og det virker også sandsynligt, at Zapatero – som rygter vil vide – blev indkaldt til en kammeratlig telefonsamtale med USAs præsident Barack Obama. I hvert tilfælde måtte han 12. maj gå på parlamentets talerstol og præsentere en spareplan på 15 mia. euro, der bl.a. betød lønnedgang for offentlig ansatte, fastfrysning af pensioner, afskaffelse af børnepenge og stærkt forringet adgang til hjemmehjælp.
Siden fulgte en arbejdsmarkedsreform, hvis væsentligste punkt var at gøre det billigere for arbejdsgiverne at fyre deres ansatte. I den forbindelse organiserede de spanske fagforeninger, der indtil Zapateros kovending stod last og brast med premierministeren, en generalstrejke.
De seneste måneder har forskellige faggrupper været i konflikt, efter at regionerne, der har vide beføjelser i det decentraliserede Spanien, blev tvunget til at skære, hvor det gør allermest ondt – i uddannelsessystemet og sundhedssektoren.
Det regner – med andre ord fra et godt spansk mundheld – på dem, der allerede er gennemblødte. De arbejdsløse, der i forvejen har svært ved få enderne til at mødes, kan ikke længere få tilskud til børnenes madordning i skolen. Og bliver de syge, kan de ikke betale sig ud af de stadig længere ventelister på de offentlige hospitaler.
”Skal vi til at stjæle?”
 ”Skal vi til at stjæle for at forsørge vores børn,” spørger den arbejdsløse murersvend Octavio Fernández. Foto Thomas Vilhelm |
Ifølge den konservative leder Mariano Rajoy er det alt sammen Zapateros skyld. Når han selv er kommet til magten efter valget på søndag, vil både finansmarkederne, EU og IMF straks genvinde tilliden til Spanien, lyder meldingen. Om modydelsen er det småt med detaljer. Men meget tyder på, at de konservative vil gøre alt for at opfylde EUs krav om at nedbringe underskuddet på statsfinanserne til fire pct. af BNP i 2012. Koste hvad det vil.
Og det kan blive dyrt. Eksperter vurderer, at Rajoy skal finde besparelser for 30 mia. euro i offentlige budgetter, der allerede er skåret ind til benet. Det kan næppe undgå at få konsekvenser for dagpenge, kriseydelser og pensioner, og hvad så?
”Skal vi til at stjæle for at forsørge vores børn,” spørger den arbejdsløse murersvend Octavio Fernández i den første af en serie reportager om krisens spanske ofre. Hvordan vil fagforeningerne reagere overfor en konservativ regering, der svinger sparekniven, og hvad med de unge ”indignerede” fra protestbevægelsen, der i forsommeren besatte offentlige pladser i hele landet?
Spanierne har indtil nu fundet sig i forringelserne af deres levevilkår uden større konfrontationer og nævneværdig vold. Men bliver det ved med at gå?
