Sorte roser til Draghi

Mens chefen for den Europæiske Centralbank roste Cyperns regering for dets vilje til at efterleve Trojka-krav så demonstrerede cyprioterne mod centralbanken udenfor

Tusinder af mennesker demonstrerede onsdag eftermiddag udenfor det hotel i Nicosia, hvor den Europæiske Centralbanks top holdt møde.

Centralbankchef Draghi mødtes med den cypriotiske præsident og roste regeringens vilje til at gennemføre det reformprogram, som landet (på linje med Grækenland) er underlagt. De cypriotiske banker blev reddet i 2013 med en lånepakke fra Trojkaen (Centralbanken, EU og IMF). Men fagforeninger og en stor del af befolkningen mener, at de betaler prisen for den medfølgende nedskæringspolitik.

”Vi er dødtrætte af nedskæringer, vi vil have vores værdighed tilbage”, ”Red folket, ikke kun profitten og bankerne”, stod der på bannere.

Ifølge lokale medier deltog en række ledende oppositionspolitikere i demonstrationen og valgte at blive væk fra den officielle middag i præsidentpaladset onsdag aften.

Siden redningspakken er EU kommet i ”bad standing” hos cyprioterne. I den seneste måling fra EU om borgernes holdning til unionen er det kun godt en tredjedel, som har et ”godt indtryk” af EU. Mens 79 procent ikke mener, at de har noget indflydelse i EU. (brink)