Sort forår

EU Kommissionen: 1,4 million flere arbejdsløse i eurolandene.

I 2003 forventer EU Kommissionen at EU landene som er med i den europæiske valuta euro vil miste netto ca. 100 000 job. Det første gang siden 1994, at antallet af jobs direkte falder i eurolandene. Kommissionen forudsiger en stigning i arbejdsløsheden til 8,8 %, i EU som helhed venter man 8 % arbejdsløse. Som følge af det træge opsving regner man kun med et beskedent antal nye arbejdspladser næste år. De få nye arbejdspladser bliver overgået af væksten i arbejdsstyrken, og arbejdsløsheden vil således fortsat stige. Antallet af arbejdsløse vil stige med 1,4 million i euroområdet i perioden fra 2002 til 2004. De dystre tal fremgår af Kommissionens såkaldte forårsprognose for den økonomiske udvikling.

Efter at have været nede er europæisk økonomi i svag og langsom bedring, men situationen er ustabil. Krigen i Irak skaber international usikkerhed, der kan svække økonomien på lang sigt og undergrave medlemslandenes offentlige budgetter yderligere, mener Kommissionen.

– Følgelig vil væksten sandsynligvis skuffe for tredje år i træk: Den gennemsnitlige vækstrate ventes at blive bare en procent i 2003 i euroområdet (1,3 procent i EU), siger kommissær for økonomien, Pedro Solbes.

Sidste år var væksten i EU på bare 1,1 procent af bruttonationalproduktet (BNP). Kommissæren ser  en svag bedring, som betyder, at EU trods alt også vil opleve vækst i år på en procent. Næste år kan EU få en vækst på 2,3-2,4 procent, mener Solbes.

Når det går så trægt med at få europæisk økonomi op i omdrejninger igen, skyldes det især, at tysk økonomi, er gået i sort. Situationen bliver forværret af voksende arbejdsløshed og store offentlige underskud, der har bragt Tyskland i konflikt med euro kravene til grænserne for underskud på de offentlige finanser.

Læs mere om Kommissionens dystre udsigter