Valget til EU-parlamentet d. 7. juni er en oplagt lejlighed til at slå et slag for konfliktretten og for den europæiske fagbevægelses krav om en social protokol. Det er hårdt tiltrængt. Mange har svigtet i den sag. Men Folkebevægelsens kandidater er et godt bud på nogle, der kan løfte opgaven.
Af Finn Sørensen, medlem af FMU’s arbejdsudvalg
Gennem 4 domme i løbet af 2007-2008 har EF-Domstolen rettet et dræbende slag mod fagbevægelsens og medlemslandenes muligheder for at beskytte sig imod det ”frie” markeds trofaste følgesvend: Øget ulighed og social dumping.
Viking-Line dommen af 11. december 2007 slår fast, at EF-Domstolen har kompetencen til at afgøre, om konfliktretten – herunder retten til international sympatikonflikt – bliver anvendt i overensstemmelse med det indre markeds regler.
I Laval-dommen af 18. december 2007 fik svenske bygningsarbejdere at vide, at de ikke må konflikte en udenlandsk virksomhed for at sikre de udenlandske arbejdere samme løn og arbejdsvilkår som de svenske. Det er i strid med den fri bevægelighed for serviceydelser, og med det såkaldte ”Udstationeringsdirektiv”, der dermed blev fortolket som et maksimumsdirektiv. Fagforeningerne må ikke konflikte for krav, der går ud over det minimum som er beskrevet i direktivet, heriblandt mindsteløn.
Rüffert-dommen af 3. april 2008 bygger videre på Laval-dommen. Her fik en tysk delstat at vide, at den ikke gennem sin lovgivning må kræve lige vilkår og henvise til lokale kollektive overenskomster, som betingelse for at udbyde opgaver til virksomheder fra andre EU-lande.
I Luxembourg-dommen af 19. juni 2008 bliver det klart, at national lovgivning ikke hjælper på det problem, som Laval-dommen skabte. Luxembourg må ikke i sin lovgivning kræve, at udenlandske virksomheder følger de kollektive overenskomster, der gælder i landet. Dommen slår også fast, at man ikke må stille krav til den udenlandske virksomhed om at være repræsenteret ved en juridisk person, og at det i det hele taget ikke tilkommer Luxembourg at kontrollere, om udstationeringsdirektivet bliver overholdt.
Herudover har Domstolen i 2008 også dømt Østrig, fordi landet havde indført en særlig kontrolinstans, der skulle sikre, at udstationerede virksomheder fra østeuropa var reelle virksomheder, og ikke blot lønmodtagere forklædt som selvstændige – såkaldt ”arme og ben firmaer”.
Der er en lignende sag på vej mod Belgien, der gennem nogle kontrolforanstaltninger har forsøgt at forhindre, at udstationerede virksomheder benytter sig af sort arbejde.
Klar linje
Der er en klar linje i disse domme: Når der opstår en konflikt mellem faglige og sociale rettigheder på den ene side, og markedets rettigheder – de såkaldte ”grundlæggende økonomiske friheder” – på den anden side, må de første vige til fordel for de sidste.
EF-dommene er dobbelt katastrofale, set i lyset af den krise der har udviklet sig siden Laval-dommen blev afsagt i december 2007.
Krisen skærper konkurrencen på det europæiske arbejdsmarked, men domstolen har berøvet fagbevægelsen dens vigtigste våben til at forhindre løndumping, nemlig konfliktretten. Den har også begrænset medlemslandenes muligheder for at beskytte sig mod social dumping gennem lovgivning.
Det eneste gode man kan sige om disse domme er, at de er meget klare.
De viser også hulheden i socialdemokraternes påstand om, at en godkendelse af Lissabon-traktaten vil styrke de faglige rettigheder, fordi EU´s Charter om grundlæggende rettigheder bliver en del af trakatgrundlaget. Domstolen henviser netop udtrykkeligt til dette Charter som begrundelse for, at den har kompetence til at blande sig i konfliktretten. Det gør den desværre med en vis ret, da Charterets artikel 28 klart siger, at forhandlings- og konfliktretten skal udøves i overensstemmelse med EU-retten.
De forspildte muligheder
Hvis man efter mange års EU-medlemskab stadig har sin uskyld i behold, ville man nok forvente, at så klare angreb på fagforeningers og medlemsstaters rettigheder ville afstedkomme voldsomme protester.
Men desværre kan vi se tilbage på en endeløs række af bortforklaringer og åbenlyse svigt fra regeringer og faglige ledere og politikere, både i EU-parlamentet og i Folketinget.
Så skarpt må det siges, fordi der i dette tilfælde rent faktisk har været nogle oplagte muligheder for at bremse EF-Domstolens offensiv mod faglige og sociale rettigheder.
Første mulighed var da regeringscheferne var samlet d. 13. december 2007 for at underskrive Lissabon Traktaten. Her burde den danske og svenske statsminister have nægtet at skrive under. Viking-Line dommen blev offentligjort to dage før. Den rev fuldstændig tæppet væk under en afgørende forudsætning for dansk og svensk medlemskab – nemlig, at EU ikke havde ret til at blande sig i vores kollektive aftalesystem og konfliktret. I dommen får de to lande direkte at vide, at det har de fuldstændig misforstået. På den baggrund kunne de med fuld ret have krævet Lissabon-traktaten udsat, indtil dette problem var løst.
Men de skrev under uden protester.
Næste mulighed var da Lissabon-traktaten skulle behandles i det danske folketing i april 2008 og i den svenske rigsdag i november samme år.
I begge lande sad socialdemokraterne med nøglen til et flertal, der kunne have pålagt regeringen at gå til EU og kræve en sikring af konfliktretten, som betingelse for at godkende Lissabon-traktaten.
I begge lande afviste de at bruge dette våben.
I Sverige stemte en del socialdemokrater for Venstrepartiets forslag om at udsætte ratifikationen af Lissabon-traktaten til problemet var løst, men ikke tilstrækkelig mange.
I Danmark afviste socialdemokraterne at sikre flertal sammen med Enhedslisten og Dansk Folkeparti for et lignende krav. Det samme gjorde SF – enigheden med ja-partierne om Lissabon-traktaten var åbenbart vigtigere end konflikretten. (Det skal dog nævnes, at næppe var stemmerne talt op ved Folketingets godkendelse af Lissabon-traktaten d. 24. april, førend SF´s Ole Sohn udsendte en pressemeddelelse om, at nu støttede SF kravet om en social protokol, som foreslået af den europæiske fagbevægelse!).
LO-ledernes ansvar
Ledelsen i LO Danmark og LO Sverige bærer et stort ansvar i dette forløb.
I første omgang forsøgte de at bagatellisere både Viking-Line og Laval-dommen. Viking-Line dommen blev ligefrem positivt omtalt. Her anerkendte Domstolen jo, at konfliktretten var en grundlæggende rettighed, så hvad var problemet?!
Laval-dommen fik dem efterhånden på andre tanker, og de begyndte at kritisere domstolens indblanding, men deres løsning var at tilpasse sig! Både i Danmark og Sverige blev der i begyndelsen af 2008 nedsat såkaldte Lavaludvalg, bestående af regeringens embedsmænd og arbejdsmarkedets parter. Formålet med udvalgsarbejdet var i begge tilfælde at undersøge, hvordan man kunne tilpasse den nationale lovgivning til Domstolens afgørelser.
Hermed havde de borgerlige regeringer og socialdemokraterne den fornødne undskyldning for at afvise, at der skulle stilles krav til EU. De kunne blot henvise til at arbejdsmarkedets parter var enige om at finde en løsning.
Det kan derfor ikke undre, at det samme flertal af borgerlige partier, Socialdemokratiet og SF d. 18. december 2008 (på 1 årsdagen for Laval-dommen!) gennemførte en lovgivning, der begrænser konfliktretten i forhold til udenlandske virksomheder. Over for disse kan vi ikke længere kræve den fulde overenskomst, men kun de dele af den, der kan indregnes i en ”mindsteløn” – et historisk indgreb i forhandlings- og konfliktretten. I Sverige er en lignende lovgivning på vej med principiel tilslutning fra svensk LO.
Også svigt på europæisk plan
Der har heller ikke været hjælp at hente hos de socialdemokratiske partier i EU-parlamentet. Formanden for EU-parlamentets beskæftigelsesudvalg Jan Andersson (Socialdemokrat) tog initiativ til en rapport om problemet, hvor der var udmærkede analyser af dommenes konsekvenser. Men der var ingen konkrete forslag til løsninger.
Det forsøgte Folkebevægelsen EU-parlamentariker Søren Søndergaard at råde bod på med nogle ændringsforslag, der krævede, at de faglige og sociale rettigheder kom til at stå højere end det indre markeds friheder.
Men alliancen med de borgerlige i EU-parlamentet var vigtigere for socialdemokraterne. De få tænder der var i Jan Anderssons beretning blev pillet ud, Søren Søndergaards ændringsforslag blev stemt ned, blandt andet ved Poul Nyrup Rasmussens og Dan Jørgensens stemmer. De beklagede senere, at der var sket en fejl under afstemningen. SF´s Margrethe Auken stod ved, at hun havde stemt imod Søren Søndergaards forslag.
EFS krav om social protokol
Hvor de danske og svenske LO-ledere har været valne, har deres europæiske hovedorganisation – EFS – til gengæld været ualmindelig skarp og præcis.
I en tale i EU´s Sociale og Beskæftigelsesudvalg d. 26. februar 2008 kaldte EFS´generalsekretær John Monks Laval-dommen for en ”licens til social dumping”. De senere domme blev fulgt af endnu skarpere kritik, der helt svarer til den, der præsenteres i indledningen til denne artikel.
EFS så straks, at her var en alvorlig trussel ikke bare imod de kollektive forhandlings- og konfliktsystemer i de skandinaviske lande, men i det hele taget imod medlemslandenes muligheder for at beskytte sig imod social dumping.
På den baggrund rejste EFS allerede i marts 2008 krav om ændring af EU´s regler. Det skulle ske i form af en social protokol til Lissabon-traktaten, der slår fast at faglige og sociale rettigheder skal være overordnet de ”økonomiske friheder”.
Det tjener EFS til ære, at de har holdt fast i dette forslag, på trods af manglende opbakning fra flere af medlemsorganisationerne, herunder dansk og svensk LO. Det skal dog nævnes, at EFS ikke på noget tidspunkt har stillet det som et ultimativt krav for at anbefale Lissabon Traktaten – hvad de helt tydeligt heller ikke har haft opbakning til i baglandet.
Græsrødderne mobiliserer
EFS´ klare kritik og deres forslag om en social protokol har været en uvurderlig støtte til de aktive fagforeninger, der rundt om i EU-landene har forsøgt at mobilisere medlemmerne til forsvar for de faglige rettigheder.
Herhjemme tog Fagligt Ansvar hurtigt initiativ til en kampagne, som LO Storbyerne også var med på. Der blev samlet ca. 2500 underskrifter blandt faglige tillidsfolk med et krav til regeringen om at rejse sagen i EU.
Fagligt Ansvar var også en af drivkræfterne i det Europæiske sociale Forums workshops om konsekvenserne af dommene. Debatterne mundede ud i en konkret aktionsplan, hvor man lovede hinanden at støtte EFS´ krav om en social protokol og ændring af udstationeringsdirektivet. Det Sociale Forum opfordrede også EFS til at tage initiativ til en europæisk aktionsdag i forbindelse med topmødet i december 2008.
Formændene for de europæiske bygnings- og transportarbejdere var meget aktive i disse beslutninger, som de førte ind i EFS´ styrende organer. Der er ingen tvivl om, at det har været stærkt medvirkende til, at EFS kaldte til aktionsdag i flere europæiske hovedstæder d. 14. – 16. maj, og at ca. 150.000 var på gaden i den forbindelse (dog ikke i Danmark og Sverige, hvor Byggefagenes Samvirke i samarbejde med pædagogiske organisationer måtte løfte opgaven uden hjælp fra hovedorganisationerne).
Kampen går videre
Op til EU-parlamentsvalget må vi erkende, at vi stadig ikke har nået det første mål i kampen mod EF-Dommene, nemlig at presse et medlemsland til at rejse kravet over for de andre EU-lande om en sikring af de faglige og sociale rettigheder.
Der er heller ingen tvivl om, at det er en stor opgave. Det er ingen tilfældighed, at socialdemokrater og SF´ere er veget tilbage. Kravet antaster selve grundlaget for EU, kapitalens frie bevægelighed. Af samme grund vil det også møde modstand fra flere medlemslande.
Men hvad kan være vigtigere, end at sikre fagbevægelsens kampmuligheder og medlemslandenes ret til at beskytte sig mod social dumping?
Kampen går videre. Berettiget harme over de mange svigt, må da heller ikke skygge for, at der rent faktisk er sket en omfattende mobilisering i den europæiske fagbevægelse på dette spørgsmål, ligesom diskussionen heller ikke vil dø i dansk og svensk fagbevægelse.
Vi er nu heldigvis i den situation, at LO-formændene både i Sverige og Danmark åbent støtter EFS krav om ændring af EU´s regler (så mangler vi bare, at de også kræver handling af regeringen og de socialdemokratiske partier!)
EU-Parlamentsvalget er en oplagt lejlighed til at rejse diskussionen igen, og afkræve de danske kandidater til parlamentet nogle klare svar. Hvorfor har de stemt, som de har gjort ved Parlamentets tidligere behandling af denne sag? Hvad mener de om deres partiers ageren i Folketinget? Vil de støtte Søren Søndergaard forslag om, at Parlamentet skal nægte at godkende en ny kommission, med mindre den forpligter sig til at sikre de faglige og sociale rettigheder i en ny traktat?
I det hele taget er det vigtigt, at styrke de kandidater, der vil arbejde for en sikring af disse rettigheder, og som erkender, at det ikke kan ske uden en begrænsning af de såkaldte ”grundlæggende økonomiske friheder” – der jo blot er en omskrivning af kapitalens uindskrænkede frihed til at presse løn- og arbejdsvilkår i bund.
Hvis det er den linje man vil styrke ved EU-valget d. 7. juni, så er det flest valgmuligheder hos Folkebevægelsen mod EU. Udover Søren Søndergaard opstiller Liste N en række faglige kandidater, der har konsekvenserne af det indre marked og domstolens afgørelser tæt inde på livet, og som ikke vil ryste på hånden.
Artiklen har været bragt i nettidsskriftet Krtisk Debat juni udgave
