Servicedirektivet glider glat igennem

EU-parlamentet klar til at godkende kommissionens og ministerrådets forslag til servicedirektiv til november

Ebelyn Gebhardt opgav krav til ændringer og er klar til at  nøjes med komissionens udlægning af teksten

 EU-parlamentets udvalg for det indre marked godkendte i mandag aften (23.10) den seneste udgave af servicedirektivet uden ændringer. Det betyder, at parlamentet til november skal tage endelig stilling til direktivet, som det ligger nu.

Alle ændringsforslag blev afvist af udvalget. Socialdemokraterne fik ikke de ”præciseringer”, som skulle styrke bl.a. den nordiske arbejdsmarkedsmodel. Ordføreren på forslaget, den tyske socialdemokrat Evelyn Gebhardt havde foreslået en række ændringer af direktivet, som skulle sikre, at de nationale arbejdsretssystemer ikke blev underordnet i forhold til EU retten. Men det afviste et flertal. Trods afvisningen af ændringsforslagene endte medlemmerne af den socialistiske gruppe med at stemme for direktivet.

Kommissionen udlægger teksten

I stedet for præciseringer i direktiv-teksten, må parlamentet nu nøjes med en skriftlig erklæring fra kommissionen om nogle af de nøglespørgsmål, som ændringsforslagene rejste.

På et møde inden afstemningen blev Gebhardt orienteret om, hvad kommissionen har tænkt sig at skrive i erklæringen.

På den baggrund stemte hun for direktivet men forbeholdt sig ret til at genfremsætte ændringsforslagene, når parlamentet behandler direktivet til november, hvis hun ikke er tilfreds med kommissionens endelige erklæring.

Kommissionens skal bl.a. svare på spørgsmål om direktivets virkninger i forhold til de nationale arbejdsmarkedslove, om muligheden for en fremtidig harmonisering af lovgivningen om tjenesteydelser, om direktivets indflydelse på levering af sociale velfærdsydelser.

Direktivet bliver behandlet ved parlamentets samling i november i Strasbourg. (brink)