– ”Nødvendighedens politik” er afmagt, der er brug for at arbejderbevægelsen tager velfærden tilbage, siger Daniel Ankarloo, lektor ved Malmø Högskola
Når ”Folket åbner Tinget” ved arrangementet tirsdag d. 30. september 2014, hos Dansk EL forbund i København er Daniel Ankarloo en af oplægsholderne. På mødet præsenterer han sin rapport ”Velfærdsmyter – selvfølgelig er der råd til velfærd”.
Rapporten gennemhuller en række af myterne om, at der ikke er råd til velfærd, og han opfodrer arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser til at gå i krig med den ”nødvendighedens politik”, som dominerer den politiske dagsorden.
– Den nyliberale forestilling om, at der findes en nødvendighedens politik lammer arbejderbevægelsen, fordi den har givet anledning til pessimisme, handlingslammelse og ikke-bevægelse. Den er et instrument, der skaber afmagt, siger Daniel Ankarloo.
– Netop for arbejderbevægelsen er den især et problem, fordi det blokerer for bevægelse. Vi har ikke andet redskab for forandring end vores egen fælles bevægelse, det blokerer ”nødvendighedens politik for”. Hvis vi ikke gør op med den, risikerer vi alle at blive låst fast i politikken og i den faglige kamp med et blik på fremtiden, der kun har ringere udsigter og mere afmagt at tilbyde os, siger han.
Kun begyndelsen
– Du siger i rapporten, at de reformer, vi har set i Danmark, kun er begyndelsen?
– I Sverige er man nået ”længere” når det gælder udlicitering og brugerbetaling. I 90’erne brugte man krisen som løftestang for nyliberale reformer, præcis som man gør i Danmark nu. Men kriserne har intet med velfærdsudgifterne at gøre, det er krise i den private sektor, det har skabt den offentlige gæld, det noget af det jeg påpeger i rapporten. Mit håb er at den danske arbejderbevægelse kan bygge modstanden op mod en sådan udvikling, siger Daniel Ankarloo.
Demokratisk problem
”Hvis der kun er en Nødvendighedens politik, som de danske borgere og de danske politikere alene kan acceptere og tilpasse sig, bliver al politisk debat om vores ønsker unødvendig. Når Konkurrencestaten nu endelig skal erstatte velfærdsstaten, kan fortalerne for Konkurrencestaten lade som om, det ikke drejer sig om et politisk valg på basis af ideologi, men om en nødvendig tilpasning til realiteter på videnskabeligt grundlag. Den almindelige befolknings ønsker kan, på samme måde som velfærdsarbejdernes viden, dermed helt overses af politikere og økonomer i finansministeriet og i diverse råd og udvalg,” hedder det i rapporten.
Han peger på Dong-salget som et eksempel på at ”folkeviljen” blev tilsidesat for nødvendigheden.
– Befolkningens holdning var ikke relevant for politikerne, det var endnu engang den nødvendige politik, der slog igennem. Problemet er, at ingen længere tør spørge: Hvilken velfærd?
Fantasien og tænkningen bliver blokeret, mener Daniel Ankarloo.
– Udsigten til forbedringer kommer slet ikke på tale. Globaliseringen, EU-direktiver eller markedets krav og dets hårde konkurrence. De stadig flere ældre. Påstandene om de unges individualisme. Det ny videnssamfund. Alle disse påstande er brugt for at motivere afmagten. Den politiske funktion er at få os til at acceptere en ringere fremtid og ligefrem se forringelsen som et nødvendigt fremskridt, siger han.
Som eksempel nævner han statsministerens nytårstale:
”Nullernes overflod kommer ikke igen. Vi skal være klar til en ny tid med krav om forandring”, sagde Helle Thorning Schmidt dengang.
Konsekvensen er, at ”Politik i den sammenhæng ikke længere er at ville noget – men at administrere det ”uundgåelige”. Politik er ikke at lede udviklingen og tilpasse den vores ønsker, men at følge med udviklingen og tilpasse vores ønsker til dens nødvendigheder. Politik er ikke længere nogen idé – det er et teknokrati. Dets formål er at afpolitisere velfærdsspørgsmålet. At føre det bort fra befolkningens ønsker og give det videre til liberalistiske økonomer i råd og kommissioner”, som det hedder i rapporten.
Tag velfærden tilbage
Men den udlægning af den politiske nødvendighed står i skarp modstrid til arbejderbevægelsens historiske erfaringer, påpeger Daniel Ankarloo.
– Både i Sverige og i Danmark har opbygningen af den offentlige velfærd haft tydelig forbindelse med arbejderbevægelsens samlede ideologiske ønske om et andet samfund. Et mere lige, et mere trygt, frit og menneskeværdigt samfund end det nuværende. Kampen for opbygningen af efterkrigstidens velfærdsstat har fungeret som støtte for videre sociale og økonomiske erobringer for den brede befolkning, siger han.
– Arbejderbevægelsen og de sociale bevægelser er det eneste håb. Hvis man tager ”nødvendighedens politik” væk, så har vi allerede næsten vundet kampen. For vi har vundet idéen om velfærdsstaten, al forskning viser, at idéen om en fælles velfærdsstat er bredt funderet i befolkningen, det er derfor det er så nødvendigt at gøre op med den nyliberale dagsorden, der blokerer den demokratiske proces, siger Daniel Ankarloo. (brink)
