Det var i orden at tiltræde Lissabontraktaten mener Højesteret, som dog løfter en pegefinger mod yderligere suverænitetsafgivelse
De 11 højesteretsdommere stadfæstede i dag enstemmigt Landsrettens frifindelse af regeringen og mente dermed ikke, at grundlovens paragraf 20 skulle have været fulgt i forbindelse med ratificeringen af traktaten.
Paragraf 20 kræver vedtagelse med fem sjettedeles flertal i Folketinget eller godkendelse ved en folkeafstemning. når Danmark overlader beføjelser, som efter grundloven tilkommer rigets myndigheder, til en mellemfolkelig organisation.
– Det er selvfølgelig ikke rart, at vi ikke fik medhold i, at paragraf 20 burde have været fulgt. Det synes vi ikke, er forståeligt. Dommen følger Justitsministeriets fremgangsmåde og formalistiske forståelse af paragraf 20, siger Helge Rørtoft-Madsen, som er talsperson for de 30 sagsøgere og Folkeafstemningskomiteen.
Selvom det ikke blev en sejr for sagsøgerne, så åbner dommen dog muligheder mener han.
– Det er ikke en sejr, men der åbnes for, at der kan rejses nye sager, siger Helge Rørtoft-Madsen.
Højesteret slår nemlig fast, at at traktaten ganske vist er tiltrådt uden suverænitetsafgivelse. Men ”Højesteret udtaler imidlertid, at regeringen har pligt til at hindre, at den såkaldte fleksibilitets¬bestemmelse anvendes til vedtagelse af forslag, der forudsætter yderligere suverænitetsafgivelse, og at en tilsvarende pligt gælder for så vidt angår charteret om grundlæggende rettighede,” hedder det i Højesterets pressemeddelelse om dommen.
Samtidig fastholder retten, at det er op til danske domstole at afgøre, ”om EU overskrider grænserne for den suverænitetsafgivelse, der er sket ved tiltrædelsesloven.”
– Der er hævet en pegefinger overfor regeringen. Det er ikke en sejr, men der åbnes for, at der kan rejses nye sager. Vi har besluttet, at vi nu skal hjem og læse dommen grundigt, siger Helge Rørtoft-Madsen og forventer, at der i de kommende dage vil komme en mere omfattende vurdering af dommen.
Hegnspæle
Folkebevægelsens medlem af EU-parlamentet, Søren Søndergaard er ikke overrasket over resultatet.
– Højesterets dom er forventelig på grund af de omfattende konsekvenser, det havde fået, hvis sagsøgerne fik ret. Men frifindelsen er politisk beklagelig, da Lissabon-traktaten afgav dansk suverænitet på en lang række områder, hvor vi mistede vetoretten. Alene derfor burde den ubetinget have været sendt til folkeafstemning, siger han..
– Men Højesterets begrundelser er interessante. De løfter en klar løftet pegefinger overfor regeringen og pålægger den pligt til at afvise suverænitetsafgivelser. Det åbner op for, at der må sættes hegnspæle op overfor EU fremover, siger Søren Søndergaard. (brink)






