Transportsektoren i Sverige har fået sin ”Lavalsag”, hvor danske Frode Laursen anklages for at have overtrådt reglerne for cabotagekørsel
Transportgiganten Frode Laursens polske datterselskab blev i maj pure frifundet i en sag om ulovlig cabotagekørsel i Sverige. Retten mente ikke, at anklageren løftede bevisbyrden i sagen.
Sagen drejer sig om datterselskabet, Frode Laursen Polskas indenrigstransporter tilbage i foråret 2009, som ikke mindst den svenske brancheorganisation Sveriges Åkeriföretag har presset hårdt på for at få afprøvet ved retten.
Under sagen blev der kigger på gps-data fra selskabets lastbiler i perioden. Men retten mente ikke, at de beviste om lastbilerne kørte indenrigs transporter i Sverige eller med tom last eller måske afsluttede internationale transporter.
Dommen blev mødt med bestyrtelse af både arbejdsgivere og transportarbejderforbund. De advarede samstemmende om, at dommen ville åbne for mere lavtlønskonkurrence og endnu sværere vilkår for tranport på overenskomstmæssig basis.
– Det er helt nødvendigt at dommen bliver prøvet. Det er en unik sag, bare ved at anklageren har ført den til retten. Det er godt, at den bliver ordentlig prøvet, siger Anne Ryding, Transportarbejderforbundet til LO-Tidningen
Lavtlønsfirmaer fra Østeuropa har overtaget store dele af trafikken til og fra havnene i Syd- og Vestsverige. De betaler lønningerne langt fra den svenske overenskomsters 23.ooo kr. om måneden. En polsk chauffør tjener fra 2.000 kr. om måneden.
EU’s regler om cabotagekørsel tillader udenlandske vognmænd at køre indenrigs i andre EU-lande i tilslutning til leverancer til landet. Men det er velkendt i branchen, at mange ser stort på reglerne og ren svensk indenrigstrafik, skriver LO-Tidningen.
Det har indtil nu været helt risikofrit, selvom politiet har efterforsket flere sager, så er sagen mod Frode Laursen den første, som bliver prøvet ved domstolene.
I juristsprog handler sagen om ”ulovlig cabotagetrafik”, men den høje ret har lavet en skrivefejl i sine papirer, så cabotage er blevet til sabotage. Og det er vist lige hvad det handler om, for både de svenske chauffører og vognmænd: Sabotage af de overenskomstdækkedes muligheder for fair konkurrence. (brink)





