Så klappede euro-fælden

Statsministeren fejer S-SF plan af bordet, den i direkte modstrid med Euro-pagten, mener han

Først var han jublende – den trængte statsminister – da han fik S og SF til at skrive under på dansk tiltrædelse af Euro-pagten. Men næppe var blækket tørt, før vi fik en forsmag på hvad pagten – som endnu ikke er vedtaget – kan bruges til

Statsministeren bruger pagten som argument for at feje S og SF’s økonomiske plan, Fair Løsning af bordet. Den er i direkte modstrid med europagtens målsætninger, mener Lars Løkke.

– Har man sagt A, må man også sige B. Når man har sagt ja til at forbedre den europæiske konkurrenceevne, så må man også sige B og lægge en økonomisk politik frem, der møder de udfordringer, vi står i, siger Lars Løkke Rasmussen til jp.dk.

Socialdemokraterne minder statsministeren om, at Danmark kun bliver en del af europagten i kraft af S og SF’s stemmer. Enhedslisten, DF og LA har stemt imod.

Derfor kræver finansordfører Morten Bødskov (S) en undskyldning.

– Det er kun en mand fuldstændig uden format, der slår politisk plat på sin aftalepartner, allerede inden han har skrevet under på aftalen i EU. Det er uhørt, siger han. (brink)