S: Øget kontrol kan erstatte østaftale

Socialdemokraterne er klar til at droppe østaftale, hvis myndigheder og fagbevægelse får mulighed for skærpet overvågning

Byggefagene føler sig ret alene i forsvaret for den danske model, her på Sluseholmen i København

På falderebet for østaftalen (udløber senest 2009) er Socialdemokraterne nu klar til at afskaffe den helt, hvis det bliver fulgt op af øget kontrol fra myndighederne og fagbevægelsen af den udenlandske arbejdskrafts vilkår.

Østaftalen har ikke kunnet dæmme op for et omfattende misbrug af underbetalte østarbejdere især i byggefagene. Trods aftalens krav om, at østeuropæiske arbejdere der kommer til Danmark skal have overenskomstmæssige forhold, så afslører især byggefagenes fagforeninger dagligt omgåelse og misbrug. Meldingerne fra fagforeningerne bliver mere og mere dystre, meget tyder på at mafialignende organisationer importerer og styrer en del markedet.

Fagforeningerne har længe presset på for at få mulighed for at kontrollerer de virksomheder der bruger udenlandsk arbejdskraft, samtidig med at de har krævet øget indsats fra myndighederne.

Den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører, Thomas Adelskov kom i sidste uge fagbevægelsen i møde, da han foreslog Østaftalen afskaffet mod at øge kontrollen med bruge af den udenlandske arbejdskraft. Samtidig lagde han op til at give fagbevægelsen nogle af de redskaber, den har efterlyst.

Thomas Adelskov vil samle forligskredssen bag aftalen når overenskomstforhandlinger er afsluttet for at diskutere en udfasning eller afskaffelse af østaftalen. (Samtlige partier i folketinget minus Enhedslisten og Dansk Folkeparti er med i aftalen.)

Her vil han foreslå at myndighedskontrollen på arbejdsmarkedet skal oprustes. Myndigheder som Politiet, SKAT, Arbejdstilsynet, Udlændingeservice skal have flere ressourcer og bedre redskaber til at afsløre lyssky arbejdsgivere.

Radikal modstand
Det andet krav handler om, at fagbevægelsen skal have adgang til oplysninger fra SKAT i Sønderborg omkring udenlandske virksomheder, der hyrer østarbejdere i Danmark. Der skal også være bedre mulighed for, at fagbevægelsen kan kontrollere østarbejdernes lønsedler.
Umiddelbart er udspillet modtaget med ”interesse” af bl.a. Venstre ordfører Jens Vibjerg, mens de Radikales Elisabeth Geday er mere skeptisk. Hun mener ikke, at fagbevægelsen skal have adgang til centrale oplysninger hos de udenlandske arbejdere.
– Det holder ikke, at vi taler om fri og lige adgang til det danske arbejdsmarked og så samtidig kræver, at de østeuropæiske arbejdere skal udlevere personlige papirer og lønsedler til danske fagforeninger, siger hun til Dato.

Utilstrækkelig aftale

– Østaftalen har ikke sikret tilstrækkeligt mod misbrug af østarbejdere, og servicedirektivet gør det kun vanskeligere, siger Søren Søndergaard MEP for Folkebevægelsen mod EU

– Der er behov for, at arbejde i Danmark foregår på danske løn- og arbejdsvilkår. Østaftalen har ikke sikret arbejdsmarkedet godt nok mod, at østeuropæisk arbejdskraft misbruges, underbetales og udsættes for horrible forhold på danske arbejdspladser – hvilket understreges af utallige sager som Nyboder-skandalen blot er det seneste eksempel på, siger han.

– Vi byder principielt diskussionen velkommen, så snart arbejdsmarkedets parter er klar til en seriøs og grundig diskussion om den bedst mulige løsning af problemerne. Sagen er for alvorlig til unødigt hastværk og uigennemtænkte hovsa-løsninger. Men det at finde en løsning vanskeliggøres af EUs servicedirektiv, som begrænser både statens og fagforeningernes kontrolmuligheder. Og EUs indre marked udgør en permanent trussel mod danske løn- og arbejsvilkår, siger Søren Søndergaard.

Byggefag positive

– Byggefagenes Samvirke er positive overfor en afskaffelse af østaftalen, hvis vi til gengæld får nogle redskaber, som giver samfundet og fagbevægelsen redskaber, der gør os i stand til at beskytte udenlandske arbejdere mod underbetaling, siger Bo Rosschou, som er formand for Byggefagenes Samvirkes organisationsudvalg.

– Vi ønsker indsigt i udenlandske virksomheder via SKAT. Vi ønsker skiltning ved byggepladserne, så det er muligt at se, hvilke firmaer der er til stede. Vi ønsker en ordning med ID-kort til alle der opholder sig på en byggeplads – også af hensyn til folks sikkerhed og arbejdsmiljø. Og vi ønsker en skærpet strafferamme ved overtrædelser, siger han. (brink)