FN’s arbejdsorganisation, ILO advarer i dag mod risikoen for en ”jobløs” genopretning af økonomien og opfordrer til mere ”beskæftigelsesvenlig politik”
FN arbejdsorganisation deler ikke statsministerens og mange bankøkonomers gryende optimisme, og kan ikke finde de samme posititive tegn på en ”vending”, i hvert fald ikke når det gælder beskæftigelsen. I ILO’s seneste rapport om udviklingen i beskæftigelsen advarer organisationen i stedet om, at vi risikerer at få en genopretning uden stigning i beskæftigelsen.
På verdensplan blev der fem millioner flere arbejdsløse sidste år, og hvis den nuværende udvikling fortsætter så kommer der yderligere 13 millioner til i 2018, advarer ILO.
Den svage og ujævne genopretning af økonomien efter finanskrisen har ikke ført til forbedringer på det globale arbejdsmarked, arbejdsløsheden nåede i stedet op på næsten 202 millioner, siger ILO rapporten. Arbejdsløsheden fortsætter med at stige især blandt unge, og millioner bliver holdet ude af arbejdsmarkedet.
ILO advarer om, at selv om der bliver lavet profit i mange sektorer, så placeres overskuddet i værdipapirer og ikke i realøkonomien, til stor skade for udsigterne for beskæftigelsen på lang sigt.
– Det er tvingende nødvendigt at nytænke politikken. Der er brug for en større indsats for at sætte gang i jobskabelse og støtte virksomheder som skaber job, siger generaldirektøren for ILO, Guy Ryder.
Rapporten understreget behovet for at få unge ind på arbejdsmarkedet. Næsten 75 millioner unge er i dag arbejdsløse, det udgør en arbejdsløshedsprocent på 13, næsten dobbelt så høj som den generelle.
Brug for højere løn
ILO rapporten peger på, at langtidsledigheden vokser, i lande som Spanien og Grækenland tager det dobbelt så lang tid for arbejdsløse at finde et nyt job end før krisen.
– Flere og flere bliver modløse og forbliver uden for arbejdsstyrken, deres kvalifikationer forældes, og langtidsledigheden vokser, siger Ekkehard Ernst, hovedforfatter på reporten.
Som tidligere er ILO’s medicin en kombination af stigende lønninger og en opfordring til de udviklede lande og EU om op at opgive nedskæringspolitikken og sætte gang i jobskabelsen.
Et skifte til beskæftigelsesfremmende politik og stigende arbejdsindkomster vil sætte gang i væksten og jobskabelsen, hedder det. (brink)






